Til snigpremieren vil instruktør Hella Joof selv være til stede for at introducere sin nye film for publikum.
Hella Joofs nye komedie All inclusive bliver som det første sted vist under SVEND14 Danmarks Film- og Kulturdage tirsdag den 26. august.
Hvis man misser snigpremieren til SVEND14, får man først chancen for at se filmen igen, når den får premiere til december rundt omkring i de danske biografer.
- Vi er så fantastisk heldige, at vi har fået mulighed for at vise Hella Joofs nye forrygende komedie All inclusive. Filmen ligger færdig den 22. august og får premiere sidst på året, men vi har helt ekstraordinært
fået lov til at vise den allerede til SVEND14, hvor Hella Joof selv vil introducere filmen, siger Anne Mette Juul, direktør for SVEND14 Danmarks Film- og Kulturdage.
Filmens tre bærende roller spilles af Bodil Jørgensen, Danica Curcic og Maria Rossing.
Antonio spilles af portugisiske Diogo Infante. På rollelisten er også Carsten Bjørnlund, Mikael Birkkjær, Mia Lyhne og Rasmus Bjerg.
Er du ikke selv i Svendborg under SVEND festlighederne, så fortvivl ikke. SVEND14 bliver dækket af TV 2/FYNs kulturredaktion med daglige reportager og livesendinger.