Tidligt mandag eftermiddag udbrød der en større brand på det historiske Bjørnemose Gods ved Svendborg, og mandag aften kæmper brandfolkene stadig med branden.
Det langvarige slukningsarbejde skyldes blandt andet, at redningsarbejderne endnu ikke kan komme ind i bygningerne.
- Vi har nogle forsatte skorstene hernede og noget facade, der står ustabilt, og det kan vi simpelthen ikke sende brandfolk ind under. Så for at gøre det forsvarligt at komme ind rent sikkerhedsmæssigt, vælger vi at fjerne nogle skorstene og nogle gavle, der har slået sig på grund af varmen, siger Kenneth Hørdum, der er indsatsleder ved Beredskab Fyn.
Han fortæller, at de har fået assistance for med store kraner at kunne ’grabbe’ huset fra hinanden og komme ind til de ildlommer, der fortsat gemmer sig i bygningen.
- Dem vil vi have mange af, indtil vi kommer i gang med efterslukningen. Vi har kørt udvendig slukning, for vi kan simpelthen stadig ikke sende folk derind på grund af de tunge skorstene. Det kommer i efterslukningsfasen. Men vi har rimelig kontrol over det nu, siger indsatslederen.
Ødelagt
Ifølge Danske Herregårde er Bjørnemose Gods' hovedbygning opført efter Erik Carl Bille Brahes overtagelse af herregården i 1854. Bygningen står med stor sandsynlighed ikke til at redde.
- Den er efter mit bedste skøn fuldstændig ødelagt, siger vagtchef Henrik Strauss til Ritzau.
Branden har forårsaget store skader på især tagkonstruktionen på Bjørnemose Gods' hovedbygning. Men også resten af bygningen har fået store skader af både vand og flammer.
Ingen er dog kommet noget til.
(Artiklen fortsætter under billedet)
- De personer, der var i bygningen, kom ud, da de opdagede branden. Så ingen personskade, heldigvis, siger Kim Christiansen, der er indsatsleder ved Fyns Politi.
Han fortæller, at politiets brandteknikere først tirsdag kan komme til at undersøge bygningen. Derfor har de heller ikke noget bud på, hvad der førte til den voldsomme brand.
- På nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvad brandårsagen er. Når brandvæsenet er færdige om nogle timer, får vi spærret brandstedet af, og så i løbet af i morgen får vi lavet nogle brandtekniske undersøgelser med vores efterforskere, siger Kim Christiansen.
Han fortæller, at Hjemmeværnet skal holde vagt ved branden natten over.
Bjørnemose er en såkaldt sædegård, der ligger i Tved Sogn, og den var oprindeligt ejet af Kongehuset.
Gårdens historie kan spores tilbage til 1531.
I dag er godset ejet af en fond og fungerer som kursussted og lægger lokaler til konferencer, brylluper og andre store fester.