Hjalte er ovenpå 48 timer før draft til NFL: - Jeg føler mig rimelig sikker

Torsdag formiddag amerikansk tid i staten Arkansas løber Danmarks måske næste NFL-stjerne rundt og træner hurtige fødder og skarpe retningsskift.

Det er formiddag i byen Fayetteville i staten Arkansas i USA.

139 kilo fynbo på 195 centimeter bevæger sig hurtigt henover græstæppet i en tildækket hal, der rummer en amerikansk fodboldbane. 

Manden med de hurtige fødder hedder Hjalte Froholdt, og han er måske Danmarks næste NFL-stjerne.

Om 48 timer afgøres hans fremtid, for der finder han ud af, om han bliver draftet til ét af de 32 hold i NFL - ligaen for amerikansk fodbold. Hvis han gør, er han den blot anden dansker i historien til at opnå den hæder.

quote Det er nogle fantastiske dage. Vi har glædet os helt vildt til det alle sammen.

Hans Froholdt, far til Hjalte Froholdt

- Jeg føler mig rimelig sikker, men jeg har et meget åbent sind omkring det. De runder jeg ligger i (i draften, red.), ved man ikke helt, hvilket hold man ender på. Det er svært at forudsige, hvor jeg ender, men jeg føler mig rimelig sikker, siger Hjalte Froholdt til TV 2/Fyn. 

Hjalte Froholdt træner hurtighed og styrke i træningsfaciliteterne hos Arkansas Razorbacks. Han spillede på holdet indtil seneste sæson.
Hjalte Froholdt træner hurtighed og styrke i træningsfaciliteterne hos Arkansas Razorbacks. Han spillede på holdet indtil seneste sæson.
Foto: Jonas Bertelsen

- Det vil betyde alt

Tilbage i 2008 stiftede Hjalte Froholdt for første gang bekendtskab med sportsgrenen amerikansk fodbold i klubben Svendborg Admirals. I 2015 startede han på University of Arkansas, hvor han hurtigt fik en central rolle på skolens footballhold.

I løbet af de kommende dage kan han komme gennem nåleøjet blandt den lille del af håbefulde talenter, der bliver en del af den bedste amerikanske liga - NFL, National Football Association.

- Det vil betyde alt for mig at blive draftet. Til at starte med ville jeg bare gerne være bedre til at spille football, men når det bliver en realitet, så sætter man sig NFL som mål. Det er fantastisk at kunne være en del af. At være den anden dansker i historien er helt surrealistisk, siger Hjalte Froholdt. 

Fakta: Sådan foregår NFL Draft

Hvis Hjalte Froholdt bliver valgt, sker det ved den årlige NFL Draft: Et arrangement, hvor de 32 hold i NFL på skift vælger de spillere, de ønsker på deres hold.

Den eneste anden dansker, der nogensinde er blevet draftet til NFL, er den sidenhen legendariske kicker Morten Andersen fra Struer. Han blev valgt af New Orleans Saints med det 86. valg i draften helt tilbage i 1982. Han satte efterfølgende en række rekorder i NFL, hvor han i dag stadig er den med flest spillede kampe og indtil sidste år også var den spiller, der havde scoret flest point.

Også styrken holdes ved lige, mens Hjalte Froholdt og familien venter på weekendens afgørelse.
Også styrken holdes ved lige, mens Hjalte Froholdt og familien venter på weekendens afgørelse.
Foto: Jonas Bertelsen

Far er mere nervøs end Hjalte

I USA er også Hjalte Froholdts far, Hans Froholdt, som følger sønnen tæt. Han agerer pressemand for ham, fordi opmærksomheden hjemme fra Danmark er stor op til draften, hvor Hjalte Froholdt har meget andet end journalister og kameraer at tænke på.

- Det er nogle fantastiske dage. Vi har glædet os helt vildt alle sammen til det, siger Hans Froholdt, som satser på at komme til at se sønnike spille i NFL. 

- Jeg er ret sikker på, at han bliver draftet. Alle tendenser peger på, at det kommer til at ske, så det satser vi på, siger Hans Froholdt. 

Lige nu tæller hele familie Froholdt ned til afgørelsens time lørdag eftermiddag amerikansk tid, hvor Hjalte Froholdt kender sin fremtid. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

Hans Froholdt og resten af familien er rejst til Arkansas for at dele oplevelsen med Hjalte.

- Det er lige før, jeg tror, at jeg er mere nervøs end Hjalte. Jeg er meget spændt, siger den stolte far. 

Senest har Hjalte Froholdt spillet for Arkansas Razorbacks ved University of Arkansas. Det er blandt andet hans resultater på dette hold, der har gjort ham interessant for talentspejderne i NFL. 

I amerikanske medier og rapporter bliver Hjalte Froholdt betegnet som en spiller med stort udviklingspotentiale.
I amerikanske medier og rapporter bliver Hjalte Froholdt betegnet som en spiller med stort udviklingspotentiale.
Foto: Jonas Bertelsen

- Han er en god atlet, og når man samtidig er så stor, som han er, og bevæger sig godt på banen, er man allerede interessant. Derudover er han kvik og meget jordnær. Hans hoved sidder godt skruet på, siger journalist og NFL-ekspert Søren Hygum Hansen.

De kommende NFL-spillere vælges over flere runder, og Hjalte Froholdt spås af flere medier til at blive valgt i fjerde runde, der finder sted lørdag.

 

Oversigt

    Oversigt