Nedtælling: Arriva overtager Svendborgbanen

Arriva lover passagererne på Svendborgbanen en masse nye tiltag og produkter, ligesom selskabet vil arbejde benhårdt for "meget høj punktlighed".

Om et par dage er det farvel til DSB og goddag til Arriva for togpassagererne på Svendborgbanen.

Arriva overtager togdriften og har den frem til 2028 med mulighed for op til to års forlængelse.

Ifølge en pressemeddelelse fra Arriva er der noget at glæde sig til. Blandt andre kan pendlerne glæde sig.

Direktør i Arriva Tog Susanne Hejer udtaler nemlig, at Arriva har "præsteret en meget høj punktlighed og skabt en tilsvarende høj kundetilfredshed. Den service og høje kvalitet vil vi arbejde benhårdt for at fortsætte med på Svendborgbanen".

Fakta

Arriva lover også, at de rejsende kan se frem til en masse nye tiltag og produkter.

- Vi har en lang række attraktive produkter og billettyper på hylderne, som vi glæder os til at tilbyde de nye rejsende hos Arriva. Blandt andet har vi for nylig lanceret Arriva Flex, som er målrettet de pendlere, der ofte rejser på samme togstrækning i en kortere periode. Her får man mulighed for at rejse i en sammenhængende periode fra 7 dage og op til 21 dage, oplyser kommerciel chef i Arriva Tog Therese Christensen.

Hun tilføjer, at togselskabet også har også et fordelsprogram for pendlere, som hedder PendlerPlus. 

- Hvis man tilmelder sig det, vil man få automatisk kompensation ved aflysninger og forsinkelser samt adgang til en masse fordele, forklarer Therese Christensen.

Overdragelsen af togdriften på Svendborgbanen sker den 13. december. Der vil på dagen på udvalgte togafgange blive uddelt kaffe og godter, mens der for børnene vil være en tegnekonkurrence.

Oversigt

    Oversigt