Nyegaard forstår GOG's flytteplaner - men undrer sig over én ting

Der er rigtig mange, der bakker op omkring GOG, som vil vende tomlen nedad på et GOG-projekt i Svendborg, siger håndboldkommentator Bent Nyegaard.

Hos GOG har man længe ønsket sig større og bedre faciliteter. 

Og det ønske rykkede mandag et stort skridt nærmere, da planerne for en ny, stor multiarena til 60 millioner kroner i Svendborg blev præsenteret.

Hos Bent Nyegaard, der er mangeårig håndboldkommentator på TV 2 og træner for GOG i 1980'erne, er der stor opbakning til ønsket om en opgradering.

- Efter al sandsynlighed er sigtet jo en større omsætning, flere tilskuere og bedre økonomi. Det med at løfte forretningen, som har været så svært at gøre i det nuværende setup i Gudme, siger, Bent Nyegaard.

Er det ikke godt nok, det GOG har i dag?

- Nej. Det er langt fra godt nok. Kigger du på dem, de måske skal spille finale med, som er Aalborg Håndbold, så er det klart, at knap 2.000 mennesker i Gudme ikke kan sammenlignes med Gigantium, hvor de nu forøger kapaciteten, så de kommer op på 6.500 pladser. 

- Det er i dét perspektiv, at GOG søger nye løsninger. 

GOG har lige nu plads til 1.945 tilskuere på hjemmebanen i Gudme. Den nye multiarena i Svendborg skal have plads til 3.400 tilskuere. Aalborg Håndbold har en kapacitet på 5.020 personer - størst af alle arenaer i dansk herrehåndbold. 

Undrer sig over placeringen

Den mangeårige håndboldkommentator undrer sig dog lidt over, at GOG flytter hjemmebanen til Svendborg og ikke Odense.

GOG har nemlig flere gange rykket store europæiske kampe til Jyske Bank Arena, hvor der er plads til 4.000 tilskuere.

- Jeg synes, det er et fremragende initiativ, der er taget. Men det er jo sidst i 2024, at det eventuelt står klar. Udskilningsræset er i gang i toppen af dansk herrehåndbold, og der står altså 4.000 pladser klar i Odense, hvor GOG har et rigtig godt navn.

Han kan dog ikke forestille sig, at GOG i fremtiden - når arenaen er bygget - vil spille kampe både på hjemmebanen og i Odense, som klubben gør i dag.

Selvom Bent Nyegaard forstår GOG's beslutning, så mener han, der er en lille fare i at rykke fra lokalmiljøet i Gudme, hvor klubbens dna findes.

- Der er rigtig, rigtig mange, der bakker op omkring GOG, som vil vende tomlen nedad på et GOG-projekt i Svendborg. Det har været diskuteret og prøvet før, men det er selvfølgelig unikt, at der står en investorgruppe og vil sørge for finansieringen.

Hvis en ny multihal i Svendborg bliver en realitet betyder det ny hjemmebane til GOG - og farvel til Gudme

Oversigt

    Oversigt