Se den rørende video: Her får Hjalte Froholdt opkaldet fra Patriots

Hjalte Froholdt fra Svendborg er blevet udvalgt af NFL-holdet New England Patriots. Her får han opkaldet i selskab med venner og familie.

Da telefonen ringer, sidder Hjalte Froholdt omgivet af venner og familie i sin agents hus i Fayetteville i delstaten Arkansas.

Han har egentlig regnet med, at det vil ske. At opkaldet kommer. Alligevel er det en oplevelse, der får tårerne til at trille.

- Yeah... Yeah, lyder det fra Hjalte Froholdt.

Efterfølgende er han lidt i tvivl om, hvad der egentlig er blevet sagt i den anden ende. Men ordet "Patriots" er blevet nævnt, og pludselig er det New England Patriots' Bill Belichick, der taler med ham.

- How's it going, coach?

Hjalte Froholdt griner, og forsamlingen omkring ham reagerer med udbrud og jubel. Hans forældre omfavner ham og omslutter ham i et dansk flag, før den korte samtale rundes af.

Som den blot anden dansker nogensinde er Hjalte Froholdt blevet valgt til et NFL-hold under den årlige NFL Draft, hvor de 32 hold i den bedste amerikanske liga for amerikansk fodbold vælger nye spillere.

Skal beskytte Tom Brady

Forud for opkaldet har Hjalte Froholdt fulgt draften direkte på tv fra sin agents hus i Fayetteville, Arkansas. Her havde han selskab af venner og familie.

- Nu skal jeg have et par øl, og så skal jeg bare nyde det her med alle de gæster, der er dukket op. Det er stadig fuldstændig surrealistisk, siger han til TV 2/Fyn.

Hos New England Patriots bliver det blandt andet Hjalte Froholdts opgave at passe på den profilerede quarterback Tom Brady. Hvornår svendborgenseren får tid på banen, er dog ikke til at vide.

- Vi er superglade. På holdet er der plads til, at han kan udvikle sit potentiale og blive en startende spiller, siger Hjalte Froholdts far, Hans Froholdt.

Sammen med Hjalte Froholdts mor og søskende er han rejst til Arkansas for at dele oplevelsen med sin søn.

- Man siger jo, at mænd ikke græder, men det var svært at holde tårerne tilbage. Vi er glade og stolte. Nu skal det fejres, siger Hans Froholdt.

Sidst en dansker blev valgt til et NFL-hold under en NFL Draft var da Morten Andersen blev draftet i 1982.

Oversigt

    Oversigt