"Mange har sikkert allerede hørt, at der var en eftersøgning ved Christiansminde i aftes, hvor en ung 15-årig forsvandt i bølgerne under badning."
Sådan indleder skoleleder Birgit Villebro fra Nymarksskolen sit brev til forældrene på skolen, efter at en 15-årig elev lørdag aften forsvandt i vandet i Svendborgsund.
Den 15-årige dreng er elev på Nymarkskolen.
Drengen var lørdag aften ude at bade for enden af en 20 meter lang badebro ved Christiansminde sammen med sin far og en anden dreng. Pludselig forsvinder han i bølgerne, og faderen kan ikke finde ham.
Fyns Politi og forsvarets redningshelikoptere ledte i flere timer efter drengen, men uden held. Sent lørdag aften blev eftersøgningen indstillet.
Efter aftale med forældrene til den 15-årige har skoleleder Birgit Villebro fra Nymarksskolen udsendt en orientering til skolens forældre og elever. Orienteringen er lagt på skolen hjemmeside.
Begyndte i modtageklasse på Nymarkskolen
Den 15-årige har gået på skolen siden august 2015. Han har gået i modtagelsesklasse på Nymarksskolen, indtil han for nylig skiftede til en almindelig klasse. Den 15-årige har en bror på samme skole og har yngre søskende på Ørkildskolen og i Nordenvinden.
Mandag blev eleverne samlet på skolen til en orientering om ulykken.
- Mandagen vil bære præg af det, der er sket, og alle elever vil efter behov få mulighed for at tale med deres lærere og deres kammerater om deres tanker og spørgsmål. Behovet vil selvfølgelig variere fra barn til barn.
- Børn vil reagere forskelligt i en situation som denne, men det er vigtigt, at I som forældre er orienterede om sagen, så I kan tage de nødvendige samtaler med netop jeres barn, skriver skoleleder Birgit Villebro til forældrene.