Trafikprojekt skaber ophedet debat i lokalsamfund - "folk skal tale pænt"

Et forsøg med ensretning i Hesselager har fået folk til tasterne i en lokal Facebook-gruppe.

I den sydøstfynske by Hesselager, har de sidste par dage været stor debat i den lokale Facebook-gruppe, efter at et trafikprojekt torsdag så dagens lys.

Der er tale om et såkaldt testforsøg, som skal forskønne og trafikoptimere Østergade i forbindelse med områdefornyelsen af byen. Et projekt, som Svendborg Kommune har sat lidt over 11 millioner kroner af til.

I øjeblikket testes der med ensretning af Østergade og Højdevej for at skabe den nødvendige plads til plantebede og træer. Men det er tilsyneladende faldet flere for brystet, fremgår det af diverse tråde, ligesom Fyens Amts Avis også har beskrevet det.

For i Facebookgruppen "Hesselager" har administratoren set sig nødsaget til at komme med en reprimande til de diskussionslystne om, at dårlig tone ikke er velkommen, og at flere kommentarer er blevet slettet af samme årsag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


På samme side har Nanna Lørup Buch, der er en af de frivillige i følgegruppen for områdefornyelsen af Hesselager, også udtrykt ærgrelse over, at tonen til tider bliver lidt for skinger.

- Vi er frivillige og lægger mange timer i det her projekt, og så er det ikke i orden, at vi bliver talt grimt til. Vi vil gerne have debatten, men den skal være konstruktiv, uddyber hun over for TV 2 Fyn.

Stor borgerinddragelse

Nanna Lørup Buch fortæller, at der bliver gjort meget for at inddrage borgerne i byen for at finde ud af, hvordan midlerne i områdefornyelsen skal bruges bedst muligt. 

Der er blandt andet blevet oprettet en hjemmeside med informationer om projektet og oversigt over processen, der bliver sendt nyhedsbreve ud, der inviteres til borgermøder, og der stilles plancher i det lokale supermarked, og meget, meget mere.

Der er da også kommet mere end 100 forslag blandt de omkring 800 indbyggere i byen. Alligevel er det, som om at projektet kommer bag på folk, forklarer hun:

- Alle har haft mulighed for at deltage og komme med idéer, men nogle få vælger at stå på sidelinjen, og brokke sig i stedet. Det er trist, siger Nanna Lørup Buch.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Husk pli og høflighed

Hun hilser dog debatten velkommen og fortæller, at det netop også er derfor, at der i første omgang laves et testforsøg med ensretningen.

Og er man ikke videre imponeret, så er der heldigvis rig mulighed for at give sin mening om projektet til kende via Svendborg Kommunes hjemmeside. Eller deltage i Byens Dag 8. september klokken 11-15.

- Vi vil jo rigtig gerne have en debat, så længe den er i en god tone og har de almindelige dyder som pli og høflighed, så må man gerne være uenig.

- Hvis man taler grimt til eller om de frivillige i byen, så gider folk jo ikke påtage sig den rolle, for det er ikke sjovt at få de hak, og slet ikke når det er noget, der ikke er sagligt, slår Nanna Lørup Buch fast.

Testperioden varer frem til 15. september.

Oversigt

    Oversigt