Lukas Jørgensen er i gang med sin sidste sæson i GOG.
Den 23-årige stregspiller har nemlig sat sin underskrift på en kontrakt med den tyske storklub Flensburg-Handewitt, der løber frem til sommeren 2026.
- Skiftet betyder rigtigt meget for mig. Jeg får mulighed for at prøve kræfter med spillerne i den største liga og matche mig med de allerbedste hver uge, fortæller Lukas Jørgensen til TV 2 Sport.
Beslutningen om at forlade GOG har dog ikke været nem for Jørgensen, der har fået sin håndboldopdragelse i den sydfynske klub. Han spillede i klubben som ungdoms- og seniorspiller, indtil han i 2019 skiftede til Århus Håndbold, før han i 2021 vendte tilbage til GOG.
- Der har været mange ting oppe at vende. Først og fremmest er jeg glad for at være i GOG, og det har jeg været i lang tid. Vi har en god trup, og vi trives vildt godt. Jeg har gjort mig mange overvejelser, men da jeg fik tilbuddet, lå det lige til højrebenet at skifte, forklarer han.
Men fristelsen blev alligevel for stor, da Flensburg meldte sig interesseret.
- Samtidig er Flensburg også bare en virkeligt spændende klub. Så dét, at tørne ud for en af de største klubber de næste sæsoner, bliver kæmpestort for mig. Jeg er heller ikke i tvivl om, at skiftet er et skridt i den rigtige retning for min karriere.
Får selskab af landsmand
Klubkammeraten og landholdskollegaen Simon Pytlick drager også til Flensburg efter sommeren. Og det glæder Jørgensen.
- Det betyder rigtigt meget for mig at have Simon med. På banen er han en af verdens bedste spillere, hvilket er et kæmpe plus. Endnu vigtigere er det, at Simon er en af mine bedste kammerater, så jeg er utroligt stolt over at kunne tage skridtet videre sammen med ham. Jeg ser frem til at tilbringe de næste år i selskab med Simon.
Pytlick, der blev kåret som VM-slutrundens bedste venstre back, er bundet til Flensburg et år længere end Jørgensen.
Landsholdsdebut og VM-guld i samme sæson
Lukas Jørgensen har gang i en vild sæson.
Han landsholdsdebuterede til VM, hvor han var med til at sikre Danmark guld for tredje gang i træk.
- Der har været fart på. Det er gået utroligt stærkt, men det har været sjovt. Jeg har også lige skullet forsøge at følge med i det hele, for der har været mange store oplevelser. Men alt i alt har det været et fedt år, og jeg synes samtidig, at det er en god afslutning på min tid i GOG, lyder det.
Stregspilleren er lige nu til samling med resten af landsholdet før Danmarks kamp mod Tyskland søndag klokken 14.15. Du kan følge på TV 2 og Play.