Målfest: GOG sikrer tredje kamp om DM-bronze
Artiklen er mere end 30 dage gammel
GOG besejrede Aalborg 37-31 i den anden bronzekamp, så de to mandskaber skal nu ud i en tredje og afgørende bronzekamp.
GOG har bragt spændingen tilbage i kampen om bronzemedaljerne, efter de mandag aften besejrede Aalborg 37-31.
Aalborg havde vundet første bronzekamp 26-25, og derfor var GOG tvunget til at hente en udebanesejr i aftenens bronzekamp.
GOG startede da også kampen i et forrygende tempo og med en velsmurt kontramaskine. Efter en bolderobring sørgede Torsten Laen for at bringe GOG foran 5-0.
Den føring reagerede Aalborg-træner Aron Kristjánsson prompte på. Derfor kaldte han sine tropper til timeout efter blot fire minutters spil.
Og det hjalp tilsyneladende for nordjyderne, der efter syv minutter fik reduceret til 6-3 ved Patrick Wiesmach. GOG havde dog let ved at score i starten af kampen, og Mark Strandgaard bragte fynboerne i front 8-3.
GOG smed endnu en føring over styr: - Ved ikke, om vi ikke er rutinerede nok
GOG var længe på sejrskurs i mandagens bronzekamp mod Aalborg, men i de døende minutter gled en sikker sejr ud af hænderne på de gulblusede.
Fynboerne måtte indkassere et nederlag på 25-26 til Aalborg i den første kamp om DM-bronze, selvom de førte kampen helt frem til det 57. minut.
- Jeg ved ikke, om vi ikke er rutinerede nok. Også i de to sidste kampe mod Skjern har vi lavet for mange fejl i meget vigtige perioder og brænder for store chancer, hvor vi egentlig spiller os helt fri. Vi må hjem og arbejde på at score på vores chancer. Det er bare pissefrustrerende, sagde Niclas Kirkeløkke til TV 2 SPORT efter kampen.
Fynboerne kom ellers klart bedst fra start og var undervejs foran med hele seks mål. Alligevel fik Aalborg stille og roligt indhentet GOG og bragte sig foran 25-24 med tre minutter tilbage på haluret.
- Alting er vendt på en tallerken. De her berømte nøgleminutter i kampene ser ud til at være rigtigt onde ved fynboerne igen, lød det fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen under kommenteringen, da nordjyderne kom foran.
I GOG's to semifinalekampe mod Skjern dominerede fynboerne også fra start, men vaklede i de sidste og afgørende minutter. Dermed missede fynboerne finalepladsen, og det har sat sine spor i GOG-mandskabet, forklarer GOG-profilen Torsten Laen.
- Vi var rigtig skuffede over, at vi ikke kom i finalen mod BSV, så selvfølgelig var det spændende, hvordan vi fik bearbejdet det på relativt kort tid. I starten viste vi, at vi var der - men vi var nok stadigvæk påvirket af den skuffelse.
Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert er der en grund til, at fynboerne har en tendens til at sætte sikre føringer over styr.
- Det ligger jo i GOG-DNA'et, at man løber, og det gør man i 60 minutter. Og det er derfor, at GOG lynhurtigt kan hente fem mål, men tilsvarende lynhurtigt kan sætte fem mål til. Det ville måske være på sin plads i perioder af kampen lige at slå bolden lidt i jorden, vurderer Claus Møller Jakobsen.
Returkampen spilles i Aalborg mandag den 28. maj, hvor GOG skal vinde, hvis de skal gøre sig forhåbninger om en bronzemedalje.
Men så fik Søren Pedersen bedre fat i Aalborg-målet, og det kunne ses på stillingen. Først fik Buster Juul scoret til 8-5, inden Patrick Wiesmach på en kontra nettede til 8-6.
Herfra fik begge hold for alvor hul på målbylden. Ved stillingen 9-7 blev der på blot 18 sekunder scoret hele tre mål, og så stod det i stedet 11-8 til GOG.
De gulblusede fortsatte målfesten, og Torsten Laen kunne med sit tredje mål bringe fynboerne foran 14-8 efter 19 minutters spil. Derfor kaldte Aron Kristjánsson endnu en gang til timeout, så nordjyderne kunne komme tilbage på rette spor.
Frem mod pausen fik Aalborg spist meget af forspringet, og de kunne derfor gå i omklædningsrummet bagud med to mål, 19-17.
Efter pausen bragte Aalborg hurtigt balance i regnskabet, da Lovro Jotic udlignede til 19-19. Kroaten sikrede også Aalborg-mandskabets eneste føring i kampen, da han fik netmaskerne til at blafre til 20-19.
Men føringen varede kort for nordjyderne, der kunne se GOG-spilleren Emil Jakobsen smide bolden i frit mål til 23-20. GOG fik efterfølgende udbygget føringen og kom i front 29-24 efter 46 minutter.
Aalborg kæmpede for at få spænding tilbage i opgøret, men GOG-målvogteren Frederik Skou Hansen gjorde det svært for hjemmeholdet.
Ved stillingen 30-27 havde den unge målmand en kæmperedning på Magnus Saugstrup. Herefter så GOG sig ikke tilbage, og de vandt derfor med de overbevisende cifre 37-31.
Tredje og afgørende bronzekamp spilles i Gudme torsdag 31. maj. Kampen kan ses på TV 2 SPORT.