Søren Kragh trækker sig kort inden stort løb

Team DSM må stille til start med kun fem ryttere. Ingen danskere er blandt dem.

Først skulle Søren Kragh ikke køre Flandern Rundt. Så skulle han alligevel, fordi holdet var ramt af sygdom.

Men få minutter før løbet skal starte, står det klart, at han ikke kommer ud på de belgiske veje. Det fortæller Team DSM til TV 2 SPORTs reporter i Belgien.

Den danske profil er blevet syg. Kort efter bekræftede holdet selv nyheden på Twitter.

- Søren Kragh er desværre ikke kommet sig, efter han følte sig skidt tilpas, da han kom til hotellet fredag. Han kommer ikke til at køre Flandern Rundt, så han kan blive rask til sine kommende mål, skriver Team DSM.

Det har længe været kendt, at den dobbelte etapevinder fra Tour de France i 2020 har et erklæret mål om at toppe til Ardennerklassikerne, som består af Flèche Wallone, Liège-Bastogne-Liège og Amstel Gold Race.

Med på afbud

Derfor var danskeren heller ikke med, da det oprindelige hold blev udtaget.

Siden ramte sygdom holdet, og så måtte de ty til plan B. Nu er holdet så ude i plan C, da danskeren selv må melde fra.

Casper Pedersen, som er en af DSM's øvrige danskere, er desuden blevet skiftet ud af holdet til Flandern Rundt. Også han føler sig skidt tilpas.

Holdet har nu blot fem ryttere til start:

  • John Degenkolb
  • Nikias Arndt
  • Niklas Märkl
  • Joris Nieuwenhuis
  • Kevin Vermaerke

Oversigt

    Oversigt