Ti klubber nægter at spille mod Vollsmose-klub
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Flere fodboldklubber nægter at spille mod Vollsmose-klubben FIUK efter en episode under en kamp i Serie 2. Nu spreder boykotten sig til de øvrige serier.
Først nægtede klubberne at møde Vollsmose-klubben FIUK i Serie 2 efter en episode mod Skt. Klemens-holdet SKFIF. Nu har boykotten forplantet sig til Serie 3 og 4 også.
De vil hellere lade sig taberdømme end at spille mod klubben.
- Vi har ikke lyst til at spille mod et hold, som er ubehagelige, og hvor vores spillere risikerer at blive truet på livet, siger Joachim Brinch Andersen, der er træner i FC Odense, der spiller i Serie 3.
Det hele eksploderede efter en kamp mellem FIUK og SKFIF den 31. august. Kampen blev fløjtet af 20 minutter før tid, efter der opstod tumult på banen.
Ifølge Joachim Brinch Andersen er det ofte, at der er ballade med FIUK.
- Jeg vil sige sådan cirka altid. Jeg har personlig oplevet det tidligere, da jeg selv spillede. Mange af vores spillere har også oplevet det, både med FC Odense og også da de spillede for andre klubber, fortæller træneren.
Vinder uden kamp
I alt har FIUK "vundet" 12 kampe ved, at modstanderne er udeblevet eller på forhånd har nægtet at spille. Sker det, taberdømmes man. I både Serie 2, 3 og 4 ligger Vollsmose-klubben lige nu nummer et.
DBU Fyns administrationschef Claus Gramm Pedersen ønsker ikke at udtale sig om den seneste udvikling, men henviser til et tidligere interview med TV 2 Fyn.
Dengang sagde han, at "det er jeg ked af, for vi er sat i verden for at få folk til at spille fodbold".
- Jeg har ikke yderligere, andet end at bestyrelsen kigger på det, siger Claus Gramm Pedersen til TV 2 Fyn.
FC Odense ved godt, hvad der skal til, før holdet igen løber på banen mod FIUK.
- Det kræver, at de kommer med en offentlig udtale, hvor de erkender, at de er opmærksomme på problemerne og er villige til at løse dem. Så er vi sådan set åbne for at prøve at genoptage spillet mod dem, siger Joachim Brinch Andersen.
TV 2 Fyn har været i kontakt med FIUK. Klubbens formand ønsker ikke at udtale sig.
De ti klubber, der har aflyst kampe mod FIUK, er FC Odense, Allested-Vejle, BBB, Holluf Pile/Fraugde GIF, S.K.F.I.F., Røde Stjerne, Birkende BK, Aarup BK, SSV Højfyn og Glamsbjerg IF.