Det bliver svært at ramme ejerne, vurderer professor om Nordic Waste-sag

DSH Environment er moderselskab til både DSH Recycling og Nordic Waste. Hovedparten er ejet af Torben Østergaard-Nielsen og hans døtre.

Regeringen vil gøre alt for at placere regningen fra Nordic Waste-skandalen det rigtige sted, pointerede justitsminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde fredag.

Magnus Heunicke, miljøminister og partifælle, sagde, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvorvidt regningen kan ende andre steder end i statskassen, som det ser ud.

Kammeradvokaten skal derfor undersøge, om andre virksomheder i området kan være ansvarlige for miljøskade, og om ledelsen og ejerne af Nordic Waste kan gøres personligt ansvarlige for skaderne.

Dét bliver dog svært, vurderer Søren Friis Hansen, professor i selskabsret hos CBS.

- De kan ikke handle på selskabets vegne, så derfor er der ikke nogen mulighed for at rejse en straffesag mod dem, siger han til TV 2.

Og skulle regeringen ønske at hente penge fra de andre selskaber, der ligger på samme adresse som Nordic Waste, bliver det også problematisk.

- Det bliver meget vanskeligt. Det er sådan, at når man giver en miljøgodkendelse, er det selskabet, der driver virksomheden, der har ansvar for at opfylde miljøgodkendelsen. Og det gør Nordic Wastes aktieselskab, som nu er under konkurs. Det selskab, der ejer grunden, har ikke noget ansvar for opfyldelse af miljøgodkendelsen, siger han.

På stedet blev jorden opbevaret og skulle renses af Nordic Waste, men selve grunden er udlejet til selskabet af DSH Recycling.

DSH Environment er moderselskab til både DSH Recycling og Nordic Waste. Hovedparten er ejet af Torben Østergaard-Nielsen og hans døtre.

En almindelig manøvre

I Danmark og den vestlige verden er det helt sædvanligt, at en koncern består af forskellige selskaber, som det også er tilfældet i sagen med jordskredet i Randers. Her kan områder og opgaver blive delt ud – og det er smart.

Søren Friis Hansen hævder, at der i Danmark er cirka 360.000 selskaber, der indgår som moderselskaber, datterselskaber eller søsterselskaber. Man kan ikke rejse krav mod aktionærerne i et aktieselskab, men det er heller ikke muligt at gå efter søsterselskaberne, da de ikke hæfter for hinandens gæld.

- Derfor opnår man, at går ét selskab konkurs, trækker man ikke hele koncernen ned. Der er også nogle skatteregler, der gør det fordelagtigt, siger Søren Friis Hansen.

Der er muligheden, at selskaberne er blandet så meget sammen, at de ikke kan skilles ad. Men ...

- Det er der intet, der tyder på i den foreliggende sag. Og i så fald kan man ikke gå efter søsterselskabet i denne sag, siger Søren Friis Hansen.

Kammeradvokaten er i gang med at undersøge to ting for at sikre, at alle nødvendige retslige skridt kan tages.

Dels ser Kammeradvokaten på, hvem der kan holdes ansvarlig for den overhængende fare for en miljøskade. Og så ser den på, om der er nogen i ejerkredsen eller andre i og omkring virksomheden, der kan stilles økonomisk ansvarlig.

En rapport fra COWI anslog tidligere i januar, at regningen for at køre jorden fra jordskreddet væk kan komme til at koste i omegnen af 2,2 milliarder kroner. For nu står skatteborgerne med regningen.

Oversigt

    Oversigt