Finn fik kloakvand i munden under stormflod – få timer senere lå han i en ambulance

Styrelsen for Patientsikkerhed advarer om, at vandet fra stormfloden kan være farligt.

Efter der blev varslet stormflod sidste weekend, blokerede Finn Andersen sin kælder med sandsække, men det kunne ikke holde vandet tilbage.

Allerede fredag morgenen var vandtrykket i jorden så højt, at vandet strømmede ind gennem væggene.

Det fik familien Andersen til at købe vandpumper for at gøre et sidste forsøg på at redde deres kælder.

Ud ad vinduet i kælderen hang fire slanger fra pumperne, der pumpede på højtryk. Og mens Finn Andersen stod ved vinduet og observerede den stigende vandstand, sprang en af slangerne af pumpen og fløj op i hovedet på ham.

Det høje vandtryk i slangen spulede Fin Andersen med kloakvand i næsen og munden.

- Det var ikke særlig rart. Jeg skyndte mig op i bad, mens resten af familien blev i kælderen og forsøgte at redde det, de kunne. Efter at jeg havde fået rent tøj på, gik jeg ned og fortsatte med at hjælpe til, siger Finn Andersen, der er pensioneret falckredder, til TV 2.

På et tidspunkt i løbet af natten gik strømmen, og på det tidspunkt var kælderen så fuld af vand, at familien måtte opgive at få vandet ud af kælderen, så de gik i seng. Men Finn Andersen nåede ikke at sove mange timer, før han blev dårlig. Rigtig dårlig.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Efter et par timer begyndte Finn Andersen at få en uro i kroppen, voldsom kvalme og hovedpine.

- Jeg står og tripper og kan slet ikke være i mig selv. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi bliver enige om at ringe til lægevagten, som ud fra min beskrivelse vurderede, at jeg skulle på sygehuset. Så der bliver bestilt en ambulance.

Finn Andersen viser, hvor højt op vandet stod i kælderen efter stormfloden i sidste weekend. Familien kæmpede med vandpumper, indtil strømmen gik, og de var nødt til at lade stå til.
Finn Andersen viser, hvor højt op vandet stod i kælderen efter stormfloden i sidste weekend. Familien kæmpede med vandpumper, indtil strømmen gik, og de var nødt til at lade stå til.
Foto: Frederik Tybjerg Martensen, TV 2, Kompagniet

Finn Andersen ankom til Svendborg Sygehus, hvor han fik voldsomme mavesmerter og begyndte at kaste kraftigt op.

- Det er lige ved at tage luften fra mig. Lægerne vælger at lægge en sonde i min næse og suger alt maveindhold op. En god halv liter. Jeg var virkelige bange for, at jeg var syg på grund af rotteekskrementer, siger han.

Netop dét ville lægerne gerne udelukke, og efter flere blodprøver kunne de konkludere, at Finn Andersen havde fået en voldsom mave-tarm-infektion. Den var forårsaget af det kloakvand, han havde fået i ansigtet under udpumpningen af vandet fra stormfloden.

Om stormfloden har forårsaget en stigning i rottesmitte, kan Statens Serum Institut ikke konkludere på nuværende tidspunkt.

I et skriftligt svar til TV 2 skriver Statens Serum Institut, at det sandsynligvis vil tage en til to uger, før de vil kunne se effekten af stormfloden.

- Folk skal først blive syge og gå til lægen. Der er en lille stigning af indsendte prøver, men analyserne er ikke færdige, og vi forventer flere, skriver instituttet.

Vand fra stormflod blander sig med kloakvand

Finn Andersens infektion kom under kontrol, og hændelsen har lært ham og familien, hvor farligt det kan være at håndtere en oversvømmelse.

- Det er lidt skræmmende, at jeg blev så syg. Da jeg kom hjem fra sygehuset og så, at beboerne i området begyndte at rydde op efter oversvømmelsen, hvilket er naturligt nok, var der ikke nogen, der tænkte over, at det var kloakvand i tingene. Det blev puttet i biler og trailere.

Ifølge Jeppe Nørgaard Rasmussen, der er overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed, skal man i oprydningen efter stormfloden tage forholdsregler med vandet, som stormfloden har bragt med sig, da det kan være blandet med kloakvand.

- Det er vigtigt at undgå at få vandet på huden eller i mund og øjne. Det kan man gøre ved at bruge handsker, gummistøvler og maske, når man rydder op. Det vigtigste er, at man bruger værnemidler og får vasket sit tøj ordentligt – helst på 80 gader, lyder meldingen fra Jeppe Nørgaard Rasmussen til TV 2.

Han slår fast, at den typiske reaktion er en marve-tarm-infektion, og at det er de færreste, for hvem det bliver alvorligt.

Mundbind og engangshandsker er da også kommet på lager hos familien Andersen, der ikke går i kælderen uden og har overladt desinficeringen af kælderen til professionelle.

Oversigt

    Oversigt