Her er den komplette guide til at overvære tronskiftet

Politiet har flere opfordringer til danskerne inden søndagens store royale virvar.

Rigtig mange danskere valfarter i weekenden til København for at mærke historiens vingesus helt tæt på, når dronning Margrethe overdrager tronen til sin søn kronprins Frederik.

Pladsen i Københavns indre by bliver trang, så derfor kommer Københavns Politi med en række opfordringer til borgerne.

Men hvordan kommer man lettest til hovedstaden? Hvor skal man stå? Og hvordan bliver vejret egentlig?

Disse spørgsmål, politiets udfordringer og meget mere kan du blive klogere på her i TV 2s guide til tronskiftet.

Hvordan kommer jeg til København?

Der er stor interesse for at komme til København i weekenden.

Langt de fleste pladsbilletter er revet væk på togene fra Jylland og Fyn til hovedstaden på søndag, fortæller informationschef i DSB, Tony Bispeskov, til TV 2.

Men selvom DSB anbefaler, at man booker en pladsbillet, vil det stadig være muligt at få en plads ombord på togene. Man skal nok bare regne med at stå op.

For at imødekomme det store pres har DSB også valgt at indsætte længere tog end normalt. Og det gælder både i forhold til regionaltog, intercitytog og nogle af S-togs-linjerne.

Fjernbusselskabet Kombardo Expressen kunne også tidligere på ugen melde tæt på udsolgt. Men også, at der blev arbejdet på at indsætte ekstra kapacitet.

Ligeledes meldte Molslinjen om 25 procent flere bookinger på færgeoverfarten mellem Jylland og Sjælland. Der er dog fortsat ledige pladser.

Hvordan kører den offentlige trafik i København?

Trafikselskabet Movia oplyser til TV 2, at bustrafikken vil blive påvirket fra i hvert fald klokken 11.00 og frem til klokken 18.30 søndag.

Det forventes særligt, at buslinjerne omkring Christiansborg og Amalienborg vil blive forsinkede – også senere på deres ruter – på grund af de store menneskemængder.

- Man kan med fordel benytte sig af busser eller tog til at komme ind til København og derefter tage metroen eller gå det sidste stykke hen til Christiansborg og Amalienborg, lyder opfordringen fra Movias driftschef, Lars Thiesson.

Nogle linjer vil også blive omlagt søndag. Du kan se hvilke her.

Hvilke trafikale udfordringer skal jeg ellers være opmærksom på?

I forbindelse med tronskiftet spærres en række gader for trafik mellem klokken 12 og 18 søndag. Det drejer sig om Store Kongensgade, Bredgade, Kongens Nytorv, Holmens Kanal, Børsgade, Vindebrogade, Slotholmsgade og Christiansborg.

Derudover vil ruten, som dronning Margrethe og det kommende kongepar vil følge, blive spærret af for trafik.

Københavns Politi anbefaler generelt, at man lader bilen blive hjemme og i stedet benytter sig af offentlig transport eller kommer til fods.

Men for dem, der alligevel vælger bilen, vil der være et standsnings- og parkeringsforbud langs den markerede rute.

Ligeledes opfordrer politiet til, at man ikke tager cyklen – og især ikke ladcyklen – da det kan give udfordringer i forhold til fremkommelighed.

Kan jeg nå at booke en overnatning?

Mange hoteller melder om rift om værelserne, og flere steder er der endda udsolgt, fortæller brancheorganisationen Horesta til TV 2.

Det kan hotelkæden Scandic skrive under på. Antallet af bookinger på deres hoteller ligger 50 procent over normalen.

Scandic Front, der ligger cirka seks minutters gang fra både Christiansborg og Amalienborg Slot, har fuldstændig udsolgt, fortæller Klaus Johansen, der er kommerciel direktør hos hotelkæden.

Samme melding lyder fra Arp-Hansen Hotel Group, der dækker cirka 22 procent af værelseskapaciteten i København. For eksempel har to af deres såkaldte luksushostels næsten udsolgt, oplyser koncerndirektør Capser Puggaard.

Det er dog stadig muligt at få en hotelovernatning i weekenden, lyder det fra begge hotelkæder. Men man kan blive nødt til at gå på kompromis med beliggenheden.

Hvordan ser programmet ud?

Søndagens officielle program begynder 13.35, hvor kronprinsparret kører i bil fra Amalienborg mod Christiansborg.

Resten af programmet kan du se her:

Her er det fulde program

Hvornår skal jeg møde op?

Politiet opfordrer til, at man kommer i god tid.

Hvad det helt præcis dækker over, vil politiet ikke oplyse til TV 2.

Men det anbefales at undgå at komme kort tid før, proklamationen finder sted klokken 15 ved Christiansborg. I hvert fald, hvis man har et håb om at kunne se begivenheden.

Hvor skal jeg stå for det bedste udsyn?

Hverken Københavns Politi eller Københavns Kommune har lyst til at kommentere, hvor på ruten de anbefaler, at man står.

Men her kan du se den rute, som dronningen kører karet i til Christiansborg, og som det nye kongepar omvendt følger, når de overtager kareten retur til Amalienborg.

Skærmbillede 2024-01-13 154034
Foto: Maiken Bang TV2 Grafik

Hvordan bliver vejret?

Det er med at huske det varme tøj på søndag, da det hurtigt kan gå hen og blive en kold fornøjelse i København.

For selvom temperaturen ifølge TV 2 Vejret vil ligge mellem 2 og 4 grader graders varme, vil en frisk vind fra vest og nordvest få det til at føles som 2 til 3 graders frost.

Til gengæld er der udsigt til stort set tørvejr med kun en lille risiko for en regnbyge. Og med lidt held er det tids nok til, at kronprins Frederik bliver udråbt til konge på balkonen ved Christiansborg Slot.

Hvor fanger jeg de bedste historiske billeder?

Og apropos Christiansborg Slot kan man ikke komme udenom, at det er her, at historien for alvor kommer til at udspille sig.

Men der vil også være andre steder på ruten, hvor det vil være muligt at skyde nogle billeder med historisk kontekst.

Christian Holm Donatzky, der er historiker og laver byvandringer i København, anbefaler, at man enten stiller sig ved Holmens Kirke eller Børsen – eller et sted midt imellem de to ikoniske bygninger.

- Holmens Kirke er historisk på mange måder. Det var blandt andet her, at dronning Margrethe og prins Henrik blev gift.

- Og Frederik 3. blev hyldet foran Børsen, da han i 1660 fik indført arvekongeriget, som vi jo har den dag i dag, fortæller Christian Holm Donatzky.

Kulturformidler Steffen Løvkjær mener, at et godt bud er at stille sig mellem Holmens Bro og Nationalbanken.

- Der har man en del af de gamle pragtbygninger omkring sig. Og der er også en god længde, så man kan få en flot udsigt til optoget, siger Løvkjær, der er kulturformidler med speciale i kongelige og ejer af Historic Talks, som blandt andet arrangerer guidede ture.

Oversigt

    Oversigt