Regeringen giver undskyldning for "et af de mørkeste kapitler" i danmarkshistorien

Både børn, unge og voksne, som har været udsat for sær- og åndssvageforsorgens institutioner, får undskyldning for overgreb.

De blev kaldt alt fra "moralsk åndssvage" til "seksuelt løsslupne" og udsat for indespærring.

Mellem 1933 og 1980 blev både børn, unge og voksne anbragt i sær- og åndssvageforsorgen udsat for overgreb og svigt.

Det vil regeringen nu sige officielt undskyld for.

- Det er meningen, at samfundet og staten skal passe på borgerne. Her er der sket det modsatte, siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i en meddelelse.

Kvinder blev tvangsmedicineret

Blandt de berørte er kvinder, der blev anbragt på kvindeanstalten på Sprogø. Omkring cirka 500 kvinder blev i perioden fra 1923 til 1961 anbragt på øen.

På den isolerede ø blev kvinderne udsat for blandt andet tvangsmedicinering, isolation, vold, svigt, overgreb og ikke mindst tvangssterilisering. Det blev slået fast i en historisk redegørelse udfærdiget for Socialministeriet i 2022.

I år er det 100 år siden, anstalten på Sprogø først slog dørene op. Og kvinderne fra den omstridte anstalt er blevet lovet en undskyldning fra daværende socialminister Astrid Krag (S) i august 2022.

Nu sker det med en indrømmelse af overgreb i statsligt regi. Og der følger en undskyldning med til de børn, unge og voksne, som har været udsat for sær- og åndssvageforsorgens institutioner.

- Borgere i statens varetægt har været udsat for ubegribeligt horrible overgreb. Vold, omsorgssvigt, seksuelle krænkelser, indespærring på ubestemt tid. Overgreb som også i datidens lovgivning var ulovligt. Og hvor der ikke blev grebet ind. Ikke blev afsagt dom. Overgreb som ikke blev stoppet, siger Pernille Rosenkrantz-Theill og uddyber:

- Det er vigtigt, at vi lytter til særligt de mest smertefulde dele af vores historie og lærer af dem. En undskyldning fra statens side er derfor på sin plads.

Undskyld for tredje gang

Den tidligere regering igangsatte i 2020 en historisk udredning af sær- og åndssvageforsorgen i perioden mellem 1933 og 1980, hvor staten havde ansvaret for området.

Udredningen har afdækket alvorlige svigt og overgreb blandt andet i form af tvangssterilisering, vold og seksuelle overgreb.

Det er tredje gang, at i Mette Frederiksens statsministertid, at der bliver undskyldt for tidligere tiders overgreb eller svigt.

I 2019 undskyldte statsminister Mette Frederiksen (S) for de såkaldte Godhavnsdrenge og børnehjemsbørn.

Siden fulgte statsministeren i december 2020 op med en undskyldning til grønlandske børn.

Det vil senere blive meldt ud, hvor og hvornår social- og boligministeren officielt giver undskyldningen.

Oversigt

    Oversigt