Inklusionen har fejlet: - Vi har brugt syv år på at gøre ingenting

I søndagens debat mellem Jan Johansen (S) og Camilla Lydiksen (K) blev de enige om, at inklusionen har fejlet gevaldigt.

Inklusionen har fejlet.

De to fynske folketingskandidater, Camilla Lydiksen fra Konservative og Jan Johansen fra Socialdemokratiet, var begge enige om, at inklusion har fejlet, da de søndag aften debatterede emnet i studiet hos TV 2/Fyn.

- Vi har ikke en mulighed for at være uenige. Vi har set børn, der trives så dårligt, at de helt holder op med at komme i skole. Når vi har lavet en lov, som der tydeligvis ikke fungerer, så lad os give hinanden hånden på, at den skal fjernes, siger Camilla Lydiksen.

quote Det kan lyde grimt, men vi skal i gang med et oprydningsarbejde. Vi skal ikke kun forebygge, der er nemlig mange børn, som er ramt af de her problemer, og de skal have hjælp nu.

Camilla Lydiksen, Konservative.

Inklusion handler om, at børn med særlige behov bliver draget ind i den almindelige undervisning og undervist sammen med deres kammerater. Børnene med de særlige behov skal dog have ekstra støtte og ekstra hjælpemidler fra underviserne.

Lærerne har dog ikke altid overskud, tid og uddannelse nok til at kunne hjælpe de elever, der har behov for den ekstra støtte. Det siger tre anonyme undervisere til TV 2/Fyn

Camilla Lydiksen skammer sig over, at der er gået syv år (Inklusion i folkeskolerne blev indført 24. april 2012, red.) på at nå frem til, at det ikke har fungeret.

- Der er ikke plads til alle børn i folkeskolen, og det har der aldrig nogensinde været. Vi har brugt alt for lang tid på at nå hertil, hvor vi sidder og snakker om det igen. Den eneste vi har fundet ud af, er, at der nu heller ikke er plads til de voksne mere, siger Camilla Lydiksen.

Og Jan Johansen er enig.

- Der er ingen tvivl om, at kigger vi i bakspejlet, så har det været en alt for stor mundfuld. Vi skulle ikke have indført den store skolereform samtidig med inklusionen. Det var for voldsomt, vi havde dengang slet ikke ressourcer til det, siger Jan Johansen, der sidder i folketingets undervisningsudvalg.

Folkeskolen skal have flere penge

Jan Johansen er slet ikke i tvivl om, at folkeskolerne skal have flere ressourcer, og så skal lærerne uddannes mere.

- Vi skal finde de rigtige værktøjer. Vi kan ikke være det bekendt over for børnene. De skal have den fornødne hjælp og støtte, og det får de ikke, fordi der ikke er ressourcer nok. Der skal rettes op på det her, siger Jan Johansen.

Og her er der faktisk et punkt i debatten, hvor de to fynske folketingskandidater er uenige. For Camilla Lydiksen synes ikke, det er nok. Der skal ikke kun forebygges for de børn, som allerede er ramt.

- Det kan lyde grimt, men vi skal i gang med et oprydningsarbejde. Vi skal ikke kun forebygge, der er nemlig mange børn, som er ramt af de her problemer, og de skal have hjælp nu, siger hun.

Oversigt

    Oversigt