Fuld mand sigtet for at sætte ild på hus på Ærø

En 41-årig mand er blevet alvorligt forbrændt, da der gik ild i et hus, han havde lejet. Han er sigtet i sagen

En 41-årig mand fra Ærø er blevet sigtet for at sætte ild til et hus, som han havde lejet i Søby på den nordlige del af øen.

Det oplyser vagtchef Lars Fredensborg, Fyns Politi.

Manden blev selv alvorligt forbrændt ved branden søndag eftermiddag. Han er i helikopter blevet fløjet til Rigshospitalet, hvor han skal behandles på brandsårsafdelingen.

- Han har forbrændinger i ansigtet og på overkroppen, men er uden for livsfare, siger Lars Fredensborg.

Politiet fik kort efter klokken 14.30 søndag eftermiddag anmeldelsen af branden i huset på Nørrebro i Søby.

Der er tale om et parcelhus, som manden har lejet.

Ifølge politiet var manden beruset, og ilden opstod på grund af et uheld med et stearinlys. Huset er formentlig totalskadet.

Politiet har sigtet den berusede mand for overtrædelse af straffelovens paragraf 138, efter hvilken det er strafbart i beruset tilstand uagtsomt at udsætte andres person eller værdier for fare. Det kan straffes med bøde eller op til et års fængsel.

Oversigt

    Oversigt