Købmand Karin Hansen fra Min Købmand Gudme var rørt til tårer, da butikken endelig kunne slå dørene op for kunder igen fredag morgen klokken syv.
- Vi har haft sommerfugle i maven helt op til, fortæller Karin Hansen.
- Nu er det nu.
Det er jo både en butik og et socialt mødested. Det skal vi udnytte.
I juni måned måtte butikken ellers dreje nøglen om på grund af konkurs. Lokalt engagement og hårdt arbejde har dog fået varerne op på hylderne igen.
- Det har været fire måneder, hvor man hver eneste dag har håbet på det, fortæller den anden købmand Charlotte Høyer Jensen.
- Og kæmpet for det, supplerer Karin Hansen.
Mere end bare en butik
Da Karin Hansen og Charlotte Høyer Jensen slog dørene op til åbningen, blev de mødt af et overvældende syn. Her stod nemlig en mindre kødrand af mennesker - målt på Gudme-skalaen - og ventede på at fejre genåbningen med dem.
- Lige præcis det øjeblik har vi snakket meget om. Det ville blive stort. Og det blev det, siger Charlotte Høyer Jensen.
De to købmænd mener, at butikken er mere end bare en købmandsbutik.
- Vi ser jo tit folk, der står og snakker en halv times tid, når de er hernede at handle, forklarer Charlotte Høyer Jensen.
- Det er et mødested.
- Ja, så skal man lige høre, hvordan det går med det ene og det andet, siger Karin Hansen.
Det billede kan Gerda Petersen genkende. Hun er en af de kunder, der lagde vejen forbi købmanden i forbindelse med åbningen.
- Der blev trist og kedeligt her i byen, da købmanden lukkede. Intet liv. Det er jo her, man sommetider kan lære nogle nye mennesker at kende, fortæller hun til TV 2/Fyn.
Hun har selv både spyttet i kassen og arbejdet frivilligt for at få købmanden på fode igen.
Fremtiden bringer færre varer på hylderne og flere arrangementer
Efter genåbningen har købmændene Karin Hansen og Charlotte Høyer Jensen lagt planer for, hvordan butikken skal overleve.
- Vi kommer til at være en meget større del af lokalmiljøet ved at lave forskellige arrangementer, fortæller Karin Hansen.
- Det er jo både en butik og et socialt mødested. Det skal vi udnytte.
- Og så skal vi nok have lidt færre varer på hylderne i fremtiden, supplerer Charlotte Høyer Jensen.
- På den front har vi også justeret i planerne.
De to indehavere tog forskud på fremtidens planer ved at arrangere levende musik og byde på kaffe og morgenbrød i forbindelse med åbningen fredag morgen.