Det bliver fredag aften igen muligt for bilister at passere Lillebælt via Den Gamle Lillebæltsbro. Det meddeler Vejdirektoratet.
Broen, der har været spærret siden 22. maj, har været lukket for biltrafik i begge retninger på grund af en større renovering. Cyklister og fodgængere har kunnet passere.
- Vi genåbner broen som planlagt. Henover vinteren vil der stadig foregå arbejde på broen, men det vil ikke hindre biltrafikken. Vi har siden maj været i gang fra Jyllandssiden først – og her i vinter vil man opleve lidt ujævnheder, når man passerer hen over samlinger i de forskellige belægningstyper, siger Iben Maag, der er projektchef i Vejdirektoratet.
Den Gamle Lillebæltsbro åbner senest klokken 23.45 fredag aften.
Strømulykke på broen
Vejdirektoratet har kun nået at udføre halvdelen af det oprindeligt planlagte renoveringsarbejde. Det skyldes blandt andet en strømulykke på broen.
- Det var planen, at kørebanen skulle repareres, forstærkes og have ny belægning i hele broens længde, men på grund af omstændighederne nåede vi kun ud til midten af broen i år, siger Iben Maag.
- Det er vi naturligvis kede af, men jeg kan forsikre, at vi inden for de givne forhold har arbejdet så hurtigt som muligt, fastslår hun.
I 2019 bliver et nyt planlagt renoveringsarbejde derfor forlænget med 20 uger. Den Gamle Lillebæltsbro bliver allerede spærret igen 1. februar 2019, og det bliver endnu et længerevarende renoveringsarbejde. Det er muligt for bilister at komme over Den Nye Lillebæltsbro.