Det ved vi - og det mangler vi svar på - om tragisk dødsulykke

Tre unge mænd blev dræbt i en soloulykke sydvest for Tommerup. Det er stadig uklart, hvordan ulykken skete.

Omkring klokken 16.29 fredag blev tre unge mænd dræbt i en soloulykke på Nårupvej sydvest for Tommerup.


Den 18-årige fører af bilen og to passagerer på 17 år blev dræbt i ulykken. En 17-årig passager overlevede ulykken, men fik alvorlige skader og blev kørt til Odense Universitetshospital.

Hvem er de døde?

De tre dræbte var fra lokalområdet. Føreren af bilen blev 18 år. De to døde passagerer var 17 år.

Hvem er den overlevende?

I bilen sad en 17-årig passager, som overlevede som den eneste. Han er kommet alvorligt til skade, men han er uden for livsfare.

Hvem kørte bilen?

Chaufføren var en 18-årig mand, der døde i ulykken.

Hvor skete ulykken?

Ulykken skete fredag omkring klokken 16.29 på Nårupvej sydvest for Tommerup. Ulykken skete på en landevej. På strækningen må man køre 50 kilometer i timen. Bilen kørte ind i et vejtræ.

Hvem opdagede ulykken?

En kvinde, der bor et stykke fra ulykkesstedet, hørte fredag eftermiddag et højt brag og kontaktede politiet. Der blev sendt flere patruljer og ambulancer til Nårupvej, og i bilen blev fundet tre døde unge mænd. Anmelderen så dog ikke selv ulykken. Alarmen blev modtaget klokken 16.29. Palle Erik Hansen var den første på ulykkesstedet, men det var ikke ham, der ringede 112 (læs hans historie her).

Hvad ved vi om ulykken?

Der er tale om en soloulykke, hvor en bil er kørt ind i et vejtræ.

Hvordan skete ulykken?

Det mangler vi svar på. En bilinspektør har undersøgt, hvordan ulykken er sket. Fyns Politi ønsker dog ikke at dele konklusionerne fra rapporten med offentligheden. Sagen betragtes som afsluttet.

Var der alkohol eller stoffer involveret?

Fyns Politi har rutinemæssigt taget blodprøver af de involverede i ulykken. 

Politiets tekniske undersøgelser har vist, at hverken alkohol eller euforiserende stoffer var medvirkende til ulykken.

Kørte bilen for stærkt?

Det mangler vi stadig svar på. 

Politiet vil ikke uddybe, om høj fart har været medvirkende til ulykken.

Bilen er kørt ind i et vejtræ på en strækning, hvor man må køre 50 kilometer i timen, og rapporten fra bilinspektøren kan fortælle, hvor meget fart bilen har haft på. Resultaterne af rapporten ønsker politiet dog ikke at dele med offentligheden. Bilen blev fjernet fra ulykkesstedet samme aften og kørt væk til yderligere undersøgelser.

Hvor alvorlig var ulykken?

Det er den alvorligste færdselsulykke på Fyn i over fire år. I juni 2020 blev tre familiemedlemmer dræbt i en ulykke på Nordfyn. Dengang blev de tre personer dræbt, da deres bil blev ramt af en 26-årig bilist.

Vil ulykken det få konsekvenser for strækningen?

Måske. Assens Kommune er i samarbejde med politiet i gang med at undersøge vejens udformning, træerne i vejkanten samt skiltningen i området. 

Oversigt

    Oversigt