Efter 16 år i forfald: Første år gik ikke helt som ventet i Fyns Sommerland

Fyns Sommerland gør status efter sin første sommersæson i næsten to årtier. En snublende og forsinket start sætter sit præg på besøgstallet, der ikke nåede de ambitiøse forventninger.

Armbevægelserne og ambitionerne var store inden åbningen, men det gik ikke helt som ventet i Fyns Sommerland.

Efter 16 år som forfalden forlystelsespark genåbnede aktivitetsparken med nye ejere i spidsen i juni - med et par måneders forsinkelse.

Ambitionen var at få 50.000 gæster ind gennem dørene det første år, men når året er omme, er forventningen nu, at omkring 25-30.000 gæster har besøgt Vestfyns nye turistattraktion.

- Grundlæggende er det gået godt. Det har været et fjollet vejr at starte et sommerland i. Vi har fået gode anmeldelser og relativt mange klubmedlemmer (sæsonkort, red.), så vi er godt tilfredse, siger direktør i Fyns Sommerland Jeppe Vestergaard Nielsen.

- Vi kom snublende i gang med et forsinket svævebanetårn, som er vores hovedattraktion. Det gjorde det svært at lave markedsføring, når vi ikke kunne vise det, erkender han.

Spøgelsespark i forfald

Den genopståede turistattraktion ligger i en gammel grusgrav på Fjellerupvej ved Aarup nord for afkørsel 55 på Fynske Motorvej.

I 1978 åbnede Fyns Sommerland første gang og blev kendt for sine vandrutsjebaner og store bade- og legeland. Parken gik konkurs i 2006.

I 1978 åbnede Fyns Sommerland første gang, men gik konkurs i 2006.
I 1978 åbnede Fyns Sommerland første gang, men gik konkurs i 2006.
Nu er Fyns Sommerland genåbnet med blandt andet fodboldgolf og discgolf.
Nu er Fyns Sommerland genåbnet med blandt andet fodboldgolf og discgolf.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen


Skiftende ejere har siden forsøgt at få liv i den forladte sommerpark, der i mange var en berygtet spøgelsespark i forfald. Genåbningen skete først officielt 24. juni - som ny aktivitetspark med klatrebaner, svævebaner og mooncars.

Historisk dårligt sommervejr gav færre besøg

Det dårlige sommervejr, hvor det har regnet næsten hver dag på Fyn i juli og starten af august, har dog givet svære betingelser.

- Vi havde håbet på flere gæster, men de våde dage har gæsterne prioriteret noget andet. Når der ikke har været skybrud, har det været fint, siger Jeppe Vestergaard Nielsen.

Juli blev den vådeste måned nogensinde i Danmark.

- Næste år skal vi lave et sommerland, hvor man også kan være, når det er dårligt vejr, forklarer han.

100.000 besøgende

I skolernes sommerferie holdt parken åben dagligt. Fyns Sommerland holder fortsat åbent i weekenden, og selv om sæsonen slutter i sensommeren, er der til efteråret horror-arrangementer, hvor parken holder åbent.

I 1978 åbnede Fyns Sommerland første gang og blev kendt for sine vandrutsjebaner og store bade- og legeland. Parken gik konkurs i 2006.
I 1978 åbnede Fyns Sommerland første gang og blev kendt for sine vandrutsjebaner og store bade- og legeland. Parken gik konkurs i 2006.
Foto: Kristian Wraae

De store ambitioner får lov at blive. De kommende år vil forlystelsesparken løbende udvide med flere attraktioner, og der er planer om et telt til koncerter og en campingplads ved parken.

- Jeg håber stadig på 50.000 besøgende næste år. De kommende tre-fem år skal vi op på 100.000 gæster, siger direktøren.

Åbner I med sikkerhed næste sæson?

- 100 procent.

I 2008 blev de første planer om at gøre forlystelsesparken til en eventyrlig HCA Parken med forlystelser og badeland. Dengang forventede man 80.000 årlige gæster, men parken om den fynske eventyrforfatter blev aldrig realiseret.


Oversigt

    Oversigt