Finn blev skuffet over svar efter "bølle-video" - men politiker føler sig misforstået

Efter opråb omkring motorbøller på hovedgaden i Aarup forholdt lokalpolitiker sig til problemet. Men svaret faldt ikke i god jord.

Finn Andersen fra Aarup er skuffet. 

For reaktionen på hans vilde optagelser af motorbøller, som fræser gennem Bredgade i Aarup, blev langt fra, som han havde håbet. En adfærd som han ellers oplever næsten på daglig basis.

Lokalpolitiker Jens Jakobsen (V), der er formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens kommune, sagde at vejbump ikke ville løse problemet og at det kun ville få de pågældende "motorbøller" til at køre stærkere, jo flere vejbump der er, da TV 2 Fyn interviewede ham om sagen:

Han påpegede også, at eventuelle vejbump ville lave ekstra larm for de borgere, der bor op til dem. 

Men Finn Andersen er langt fra tilfreds med det svar, lokalpolitikeren kom med.

- Jeg er simpelthen så skuffet. Det er mærkeligt, at man kan have en mand siddende i byrådet, som kan udtale sig sådan, siger Finn Andersen.

Trafikforsker modsiger politiker

Han forstår ikke, hvordan Jens Jakobsen kan mene, at vejbump vil få folk til at køre stærkere.

Og det kan to trafikforskere, som TV 2 Fyn taler med, heller ikke. 

Jeppe Rich, der er professor ved DTU, kalder det 'common sense', at vejbump netop gør det modsatte; reducerer farten.

- Det lyder mærkeligt. Undersøgelser viser, at når man laver vejbump, så reducerer man hastigheden, så det tror jeg ikke rigtig på, siger han.


Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet er aldrig før stødt på udsagnet om, at vejbump vil få folk til at køre stærkere. Han kan dog komme på et enkelt eksempel med en særlig  plasticversion, hvor man i princippet ville kunne mærke bumpet mindre, hvis man kører med højere hastighed. 

- Men helt almindelige traditionelle vejbump vil altid sætte hastigheden ned. Og ved de præfabrikerede vil 99 procent af trafikanter sætte hastigheden ned, fortæller Harry Lahrmann.

Tænkte på den konkrete video

Jens Jakobsen (V) fortryder dog ikke at have sagt, at "de kører bare endnu stærkere, jo flere vejbump der er".

Han fortæller, at han kun talte ud fra den konkrete video med motocross-lignende maskiner, som, han tror, vil flyve henover vejbump, hvis de var der.

Kan du forstå, at Finn Andersen bliver frustreret over dine udtalelser?

- Nej, det kan jeg faktisk ikke, for det vigtige for mig, når jeg får vist 10 sekunders film, er at forholde mig til det. Jeg har allerede haft en god dialog med nogle borgere derude, hvor vi deler historien op i to. Det generelle problem er, at folk kører for stærkt, og så er der det her problem, hvor unge kører vanvidskørsel

Jens Jakobsen mener altså, at misforståelsen ligger i, at der er tale om to forskellige problemer, og at vejbump ikke vil afhjælpe de problemer med motorbøller, som ses i videoen.

- Men hvis det er i forhold til generel kørsel, så har bump en præventiv virkning, og det har vi god erfaring med andre steder i kommunen, fortæller Jens Jakobsen og præciserer, at vejbump sagtens kan være en mulighed.

Men først og fremmest skal de undersøge, hvad der specifikt er behov for - og herunder indtænke både politi og vejforanstaltninger.

- De her motorbøller, der ser jeg, at det er en politisag. Når nogen kører så vanvittigt, som de gør det, skal de stoppes af politiet. I forhold til den generelle trafik, så er det ligesom alle andre steder i kommunen, hvor vi går ind og arbejder med det. Og det kan blandt andet ære med vejbump eller andre tiltag, siger han.

Ifølge Finn Andersen har tilfældene af hurtig kørsel på motocrossmaskiner og biler op igennem bymidten i Aarup især den seneste halvanden måned været voldsomt. 

Oversigt

    Oversigt