Det tredje spor skal være elektrisk
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Alternativet foreslår, at elektrificere det kommende tredje spor mellem Odense Vest og Nørre Aaby, så elbiler kan oplade, mens de kører. Ekspert: Vi skal eksperimentere nu.
Alternativet er i weekenden samlet i Dok5000 på Odense Havn til det årlige landsmøde, hvor stemningen var grøn og de politiske visioner store. Et af de forslag, der kom på bordet, er en elektrificering af det tredje spor på motorvejen.
- Vi foreslår, at vi skal lave et forsøg med at få lagt strøm ned i motorvejen. Det er noget, man allerede forsøger sig med i Sverige på nogle strækninger. Lad os prøve at få lagt skinnerne ned, så vi kan undersøge, om det er den rigtige vej at gå, siger klimaordfører for Alternativet Rasmus Nordqvist.
Hvorfor lige nu og hvorfor lige på Fyn?
- Her er der en strækning, hvor det giver mening i forhold til at prøve det af. Og hvorfor lige nu? Fordi vi har rigtig, rigtig travlt. I forhold til klimakrisen skal vi omstille vores transportsektor.
Elektrificeringen foregår ved, at en strømførende skinne i vejen skal forsyne elbilen med strøm via en særlig gribearm under bilen. (se video herover)
Ekspert: Vi er der ikke endnu
Thomas Meier Sørensen, der er udviklingsingeniør ved DTU Elektro og Energistyrelsens danske ekspert i International Energy Assosiation, vurderer, at det er for tidligt.
- Det er bestemt spændende, og det er meget ambitiøst, men vi er ikke rigtig klar endnu, hvis du spørger mig. Jeg synes, at det ville være fremragende, hvis vi kørte nogle flere demonstrationsstrækninger, som svenskerne har gjort, forklarer han.
Thomas Meier Sørensen fortæller, at der kører en række forsøg verden over, hvor der bliver testet forskellige løsninger.
Sverige er både langt fremme, når det kommer til løsningen med slæbeskinnen, som er den model, Alternativet foreslår, og når det kommer til løsningen med pantografer, som man kender det fra tognettet. Men det var først i slutningen af 2017, at der blev etableret elektriske skinner på en strækning på to kilometer i Sverige, så der foreligger endnu ingen erfaringer at trække på.
I Sydkorea og i Frankrig tester de en model med trådløs opladning. (se video herunder)
Det tredje spor skaber 1.000 nye fuldtidsstillinger om året
Udvidelsen af den Vestfynske Motorvej er en kæmpe gave til bygge- og anlægsbranchen. Branchen vurderer, at byggeriet af det tredje spor vil kaste op mod 1.000 nye fuldtidsstillinger af sig om året.
På Fyn er der flere asfalt- og entreprenørvirksomheder, som håber at få del i opgaverne på motorvejen i løbet af de næste år. Blandt andet Munck Gruppen, der har hovedsæde i Nyborg og var med til at anlægge store dele af motorvejen til Svendborg.
- Det kan komme til at betyde rigtigt meget. Vi har to fabrikker på Fyn, der laver asfalt, og vi er lige nu omkring 100 medarbejdere, der lægger asfalt, fortæller Hans Christian Munck, der er direktør for Munck Gruppen.
Han vurderer, at hvis Munck Gruppen får del i opgaverne med at lægge asfalt på motorvejen, vil det kræve over 30 medarbejdere.
Største vejinvestering
I den netop vedtagne finanslovsaftale er der afsat 2,4 milliarder kroner til en udvidelse af motorvejen mellem Odense og Nørre Aaby fra fire til seks spor. Det er ti gange så meget, som det ville have kostet at bruge nødsporet som det tredje spor, der indtil fornylig var én af de løsninger, der var i spil. Det skaber glæde i entreprenørbranchen.
- Det er den største gave til bygge- og anlægsbranchen i finanslovsaftalen, og det den største enkelte investering i vejinfrastruktur, der er besluttet siden valget i 2015, siger Henrik Friis, der er branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører.
Ifølge anlægsbranchen og Danmarks Statistik bliver der direkte skabt 450 fuldtidsstillinger og 460 indirekte stillinger gennem underleverandører og serviceydelser for hver milliard, der bliver investereret i nye anlæg.
Ikke kun job til fynboer
- Da motorvejsudvidelsen på Vestfyn kommer til at koste 2,4 milliarder kroner, er det et rimeligt skøn, at motorvejsprojektet kommer til at beskæftige 800 til 1.000 fuldtidspersoner, når projektet er på sit højeste, lyder forudsigelsen fra Henrik Friis.
Men de mange nye stillinger betyder ikke nødvendigvis, at 1000 fynboer kommer i arbejde, lyder vurderingen på Fyn.
- Jeg tror, at der vil blive skabt mange fynske job i udgravning og flytning af jord. Det vil også betyde, at der bliver brug for fynske entreprenørmaskiner og chauffører, siger Claus Larsen, der er næstformand i Dansk Byggeri Fyn.
Anlægsarbejdet består af mange forskellige typer opgaver. Nogle opgaver er meget specialiserede, og alle opgaver vil blive udbudt i hele EU.
- Det vil blive en blanding af lokal, landsdækkende og udenlandsk arbejdskraft. Vi så ved den første motorvejsudvidelse på Vestfyn, at der både polsk og italiensk arbejdskraft, siger branchedirektør Henrik Friis.
Men nogle af opgaverne kan ikke undgå at kaste fynske job af sig, og hos Munck Gruppen i Nyborg, håber de at få deres andel i de fynske job.
- Vi har indtil videre ikke set eksempler på, at det kan ikke betale sig at producere asfalt i udlandet og transportere det til Fyn, så her har vi en fordel, siger Hans Christian Munck.
- Der er ikke mange erfaringer med de her forsøg for at være helt ærlig. Man er ved at standardisere de løsninger, der er, og finde stærke og svage sider. Et fællestræk er dog, at alle tre typer har et tab af strøm på cirka 20 procent, forklarer Thomas Meier Sørensen.
Men Rasmus Nordqvist mener, at der må tages nogle chancer for at udvikle sig som klimanation:
- Man bliver nødt til at eksperimentere lige nu. Vi er et lille land, så vi har faktisk mulighed for at prøve ting af og så sælge den viden videre til andre lande.
Der skal være biler til vejen
Thomas Meier Sørensen vurderer at man kan ende med en investering, som ikke kommer nogen til gavn, hvis der ikke indsamles flere erfaringer fra andre lande.
- Der er meget forskel på, om det er en lille personbil eller om det er en stor lastvogn, og hvad energibehovet er. Vi ser jo med almindelige elbiler, at batterikapaciteten, når den i fremtiden måske begynder at nærme sig 200 kWh, så er der ikke det store behov for at lade undervejs. Selv på ret lange strækninger, siger Thomas Meier Sørensen og tilføjer:
- Man skal finde de strækninger, hvor behovet er. Og så skal man nok afvente lidt, indtil man er helt sikker på, hvad de andre lande, og dermed bil- og lastbilsfabrikanterne, egentlig ønsker at understøtte. Fordi ellers kan man godt risikere at bygge en meget lang strækning, som egentlig ikke bliver benyttet. Hvis ikke du kan købe biler, der kan køre på den, så er vejen ikke så interessant.
Knapt 200 millioner kroner
Løsningen er estimeret til at koste mellem syv og otte millioner kroner per kilometer. Det er cirka 180 millioner kroner for den 24 kilometer lange strækning på Fyn. Det, mener Venstres Jane Heitmann, der er medlem af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget, er for mange penge, når der ikke er større viden på området.
- Forslaget her er måske en lille smule for friskt. Det er relativ ny teknologi. Det ikke er rullet ud i større skala andre steder. At bruge minimum 180 millioner på noget, vi ikke ved, holder i fremtiden, det, synes jeg, er at gamble med borgernes penge, forklarer hun.
Lodsejere rammes dobbelt af jernbane og tredje spor
Penge forhindrer at det tredje spor på motorvejen og den nye jernbanestrækning på Vestfyn laves på én gang. 71 lodsejere må aflevere jord i to omgange.
400 millioner kroner. Så mange penge kan staten spare, hvis man vælger at koordinere etableringen af en ny togbane mellem Odense og Middelfart og udvidelsen af E20 med et tredje spor.
Begge anlægsarbejder er vedtaget, men som det ser ud nu skal motorvejen udvides hurtigst muligt, imens den nye togstrækning på Vestfyn først forventes at stå klar i 2026.
I følge transportministeriet vil i alt 71 lodsejere blive berørt af både udvidelsen af motorvejen og anlæggelsen af den nye jernbanestrækning.
Som det ser ud nu skal disse lodejere således afgive jord til projekterne i to omgange: Først til motorvejen og senere til jernbanen.
- Det skal ske på en gang. Det skal ikke være to adskilte forløb, siger socialdemokraten Julie Skovsby, som er valgt til Folketinget på Fyn.
Lodsejer: Dobbelt så besværligt for os
Benny Hansen og familien bor få hundrede meter fra motorvejen, og står det til ham bør man finde en løsning:
- Når man er i gang med at grave kan man ligeså godt lave begge ting på en gang, siger han og tilføjer, at det tredje spor på motorvejen er noget man kan forvente, når man bor så tæt på motorvejen.
- Men ligefrem en jernbane. Det havde vi ikke lige regnet med, og når de vil lave det i to omgange er det dobbelt så besværligt for os.
I følge Kim Christiansen, Dansk Folkeparti, er der ikke penge til at lave de to projekter på samme tid. Finansieringen kommer nemlig to steder fra.
- Det hele handler om vores anlægslofter. Der er ikke penge til at anlægge jernbanen før efter 2020. Pengene til det tredje spor låner vi hos Sund & Bælt, forklarer Kim Christiansen.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har ikke ønsket at udtale sig om sagen til TV 2/Fyn.
SF's Karsten Hønge, som også er medlem af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget, siger også til TV 2/Fyn, at det er for tidligt. Han synes idéen om at teste elektriske veje er god, men han synes, at man skal starte på en kortere strækning.
Kan det ikke ende med at blive nogle dyre lærepenge Rasmus Nordqvist?
- Nej, vi har kunnet se, at den investering, man lavede i vindmølleindustrien i Danmark, i den grad har kunnet betale sig senere hen. Vi ved af erfaring, at når vi investerer i at blive klogere på den grønne omstilling, så kan vi også leve af det, forklarer Rasmus Nordqvist.
Alternativet vil finansiere elektrificeringen af motorvejen gennem rådighedsbeløbet fra deres finanslovsforslag. Det er på 32 milliarder kroner fra 2018-2021.
- Lad mig ganske kort minde om, at Alternativet har foreslået borgerløn, en 30 timers arbejdsuge, og at hæve udviklingsbistangen med fem procent. Alene det er jo en udgift på flere hundrede millarder, og som jeg har læst Alternativets finanslovsudspil, så er der i den sammenhæng et relativt lille råderum, siger Jane Heitmann.