Udruger guldæg på stribe: Robotkuvøsen har jobsucces

25 nye robot-og droneiværksættere er blevet udruget på fem år i Odense Robotics StartUp Hub, og de har sammen skabt mere end 150 nye job.

De var to ingeniører, som startede i en garage. I dag er de 29 fuldtidsansatte i Nordbo Robotics. Og spørger man den ene af stifterne, går det kun èn vej.

- Vi har fordoblet omsætningen hvert år, og det forventer vi også at gøre i år, fortæller Leo Zhou.

quote Vi har arbejdet med en teknologi, hvor man kan indføre håndelaget fra en procesmedarbejder til en robot. Vi kan bruge robottens præcision og repeterbarhed til at sikre en ensrettet kvalitet

Leo Zhou, medstifter og direktør

Virksomheden udvikler software og sensorer, som de via partnere i Kina sælger til Techgiganter som Apple, Google og Microsoft. Deres system Mimic anvendes i dag i flere kinesiske virksomheder, og det kopierer menneskets bevægelser over til en robot, så robotten efterligner bevægelserne.

Det rammer et hul i markedet, hvor der er et stigende behov for automatisering af opgaver. Det gælder for eksempel overfladebehandling og polering, som er et meget sundhedsskadeligt område, hvor det er svært at finde uddannet arbejdskraft.

-Vi har arbejdet med en teknologi, hvor man kan indføre håndelaget fra en procesmedarbejder til en robot. Vi kan bruge robottens præcision og repeterbarhed til at sikre en ensrettet kvalitet, siger Leo Zhou.

Supernørder fobindes med erhvervsliv

I dag er det fem år siden, Nordbo Robotics som de første har fået hjælp i StartUp Hub'en på Teknologisk Institut. Hub'en har åbnet dørene for de første iværksættere i 2016, hvor de bedste er blevet valgt ud og har fået en plads i et intensivt udviklingsforløb i robot-rugekassen, hvor de på mellem et år til halvandet er omgivet af eksperter. Her kan de både få hjælp til at udvikle teknologien og finde den bedste forretningsmodel.

-Den forbinder supernørderne og dem, der ved alt om robotteknologi med erhvervslivet i den svære vandring. Det kan være fra at have en rigtig god ide og noget, der virker på papiret, til at det kan skaleres op, sættes i produktion og kan sælges, siger Jens Toftgaard, der er kulturarvschef på Odense Bys Museer.

Han har sammen med udgivet bogen Nye Industrihistorier, som er et fireårigt forsknings- og formidlingsprojekt om blandt andet den fynske robotklynge. Jens Tofgaard ser StartUp Hub'en som en vigtig del af robotmiljøets økosystem.

-Vi har flere eksempler på store robotvirksomheder, som har udenlandske ejere. Der skal kontinuerligt komme nyt til, og der skal blive ved med at være en innovationskraft her i klyngen, for ellers er det ikke interessant at have en virksomhed liggende her for de udenlandske ejere, siger han.

Techgiganter som for eksempel Apple anvender sensorer og software fra fynske Nordbo Robotics til blandt andet at kvalitetsteste overfladebehandling af Applewatches. Foto: Pernille Gram
Techgiganter som for eksempel Apple anvender sensorer og software fra fynske Nordbo Robotics til blandt andet at kvalitetsteste overfladebehandling af Applewatches. Foto: Pernille Gram
Foto: Pernille Gram

Udklækker fremtidens arbejdspladser

For Nordbo har det givet et stort forspring til markedet. Dels fordi de har fået trykprøvet deres ideer og har fået det blå stempel af Odense Robotics Adivisory Board. Men også fordi de har mødt ligesindede og andre iværksættere, som har skubbet dem frem.

-Vi var jo på det tidspunkt to ingeniører, der sad i en garage. Vi manglede simpelthen sparring og inputs på forretningssiden, siger Leo Zhou.

Startups med succes

Siden er 25 virksomheder klækket ud og har tilsammen skabt mere end 150 fuldtidsjob, som primært er på Fyn. Samtidigt har de tiltrukket over 31,5 millioner euro fra investorer og fonde til udvikling. Tallene viser også, at otte ud af ti robotideer er på vej eller er på markedet.

-Det er jo typisk globalt orienterede virksomheder, der kommer ud af det her, som i fremtiden kommer til at have en meget stor eksportandel, og som laver produkter med en meget meget høj værditilvækst i. Så det er jo nogle af de job, som er rigtig gode, og som vi også kan se er med til at tiltrække andre virksomheder, fortæller Mikkel Christoffersen, der er klyngedirektør i Odense Robotics.

Hjertet i roboteventyret

Odense Robotics Startup Hub er finansieret af Odense Kommune, hvor Syddansk Vækstforum siden er gået med, det er i dag overdraget til Erhvervsstyrelsen.

-Det er jo hjertet i det roboteventyr, der er ved at ske på Fyn og her i Odense. Det er jo blandt andet omkring Startup Hub'en, hvor talent kommer, bliver til virksomhed, kommer ud på markedet, ansætter flere, blomstrer og tiltrækker investeringer, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

Tilbage hos Nordbo Robotics har det givet et stort forspring til markedet at få hjælp i robotkuvøsen. De er kommet ind på det kinesiske marked og er nu på vej med en række nye produkter til Europa.

- Jeg er da enormt stolt over, hvad vi og vores team har udrettet. Det har ikke været nemt, men vi har kæmpet hårdt for det. Vi er på vej til at indtage et enormt stort marked i Europa, så det bliver virkelig spændende, siger Leo Zhou.

Coronapandemien betyder, at der bliver et større marked for danske robotter.  Den internationale robotekspert og professor i Datalogi, Henrik Christensen, fortæller hvorfor.​​​​​​
Fotograf: Fotograf: Redigering:

 

 

Oversigt

    Oversigt