Hvor ligger ansvaret for det tragiske dødsfald på botilbuddet Fangelvej i Odense?
Odense Kommune udtaler, at ansvaret ligger hos de fyrede medarbejdere, mens foreningen SIND, mener at det må være ledelsens ansvar. Line Gessø Storm Hansen, kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark, mener derimod, at ansvaret ligger hos Odense Kommune.
- Det er en dybt tragisk sag med meget ulykkelige omstændigheder. Vores sygeplejerske, som har været involveret i sagen, er blevet frikendt i Styrelsen for Patientsikkerhed. Det gør jo, at ansvaret ikke ligger hos den medarbejder, men at Odense Kommune bør se på, om der er nogle procedurer, som de måske selv skal se på, siger Line Gessø Storm Hansen.
Selvom sygeplejersken er blevet frikendt, modtog hun en fyreseddel sammen med de to andre medarbejdere på Fangelvej.
- Det er ikke i orden. Vi følger op på det, så sagen er slet ikke lukket, understreger Line Gessø Storm Hansen.
Dårlig håndtering hos Odense Kommune
Der er en meget ulykkelig sag, og der er ikke nogen, der ønsker, at det sker igen. Vi skal tage læring af det, så vi kan undgå, at det netop sker en anden gang.
Odense Kommune fastholder, at det er den enkelte medarbejder på Fangelvej, der står med ansvaret. Det er medarbejderne, der har observeret symptomer, som de ikke har reageret på og tilkaldt læge. Håndteringen fra kommunen er kredsformanden utilfreds med.
- Jeg synes, at det er dybt problematisk, og jeg appellerer til Odense Kommune om, at de kigger på det igen. For mig at se ligger der et ansvar hos ledelsen, og der ligger et ansvar hos Odense Kommune, så der er nogle procedurer og måder at rapportere på, som man burde kigge lidt nærmere på, forklarer Line Gessø Storm Hansen.
Kredsformanden i Dansk Sygeplejeråd mener, at det derfor er vigtigt at kigge på, hvad der reelt er sket på botilbuddet.
- Der er en meget ulykkelig sag, og der er ikke nogen, der ønsker, at det sker igen. Vi skal tage læring af det, så vi kan undgå, at det netop sker en anden gang, påpeger hun.
Retningslinjerne skal overholdes
Når man håndterer medicin, er der en række retningslinjer, der skal overholdes. Personalet på Fangelvej har ifølge Odense Kommune ikke overholdt retningslinjerne, da de trods observation ikke reagerede på kvindens kvalme og opkast. Den påstand er Line Gessø Storm Hansen ikke enig i.
- Sygeplejersken har fulgt alle retningslinjer, som ledelsen har udstukket. Hun har gjort præcis, som hun skulle ud fra Odense Kommunes retningslinjer, og derfor skal man jo netop kigge på, om det er retningslinjerne, der er noget galt med og ikke håndteringen af dem, siger Line Gessø Storm Hansen.
I Odense Kommune holder man dog fortsat fast i, at det er nogle enkelte medarbejdere, der sidder med ansvaret.
- Det er jo nogle medarbejdere, der ikke har levet op til det ansvar, de har, og ikke har levet op til den faglighed, de burde have. Og det har altså den konsekvens, at så har man ikke et job længere, siger Søren Windell, Rådemand i Ældre- og Handikapforvaltningen i Odense Kommune til TV 2/Fyn.
Kredsformanden har nu forsøgt at tage fat i Odenses Borgmester, Peter Rahbæk Juel. Hun mener nemlig, at sagen også handler om rekruttering og fastholdelse i Odense Kommune, så der fortsat vil være sundhedsmedarbejdere i kommunen.
- Jeg mener, at Odense Kommune bør stå bag medarbejderne og undersøge sagen, før de begynder at beskylde medarbejderne for, at det er dem, der har gjort noget galt, fastslår Line Gessø Storm Hansen.
Bekymring hos sygeplejerskerne
Efter fyringen af sygeplejersken på Fangelvej er der ifølge Line Gessø Storm Hansen stor bekymring blandt Dansk Sygeplejeråds andre medlemmer.
- Jeg oplever, at andre sygeplejersker er meget bekymrede, og der er allerede flere, der er rejst fra lignende bosteder, fortæller Line Gessø Storm Hansen.
Kredsformanden er også bange for, hvad den sørgelige sag på Fangelvej kan få af betydning for fremtiden.
- Jeg frygter, at det kan blive svært at rekruttere andre sygeplejersker til sådan et bosted efter en sag som denne, siger Line Gessø Storm Hansen.
Se hele interviewet med Line Gessø Storm Hansen, kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark