Mange danske fans af computerspillet Counter-Strike: Global Offense (CS: GO) havde formentlig glædet sig til at se de bedste danske hold i aktion i Odense i weekenden.
I givet fald bliver de slemt skuffede. Både Astralis, der er grundlagt og ledet af fynske Frederik Byskov, og North er nemlig ude af e-sports-turneringen ESL Pro League Finals inden de afgørende kampe.
Astralis, der ligger nummer tre på verdensranglisten, var inden turneringen svækket af sygdom hos Nicolai "device" Reedtz.
I stedet var norske Ruben "Rubino" Villarreal indkaldt som reserve, men han kunne ikke forhindre fire nederlag af fem mulige i indledende runde. Det blev til en femteplads i gruppespillet, hvor kun de tre bedste hold gik videre.
Meget bedre gik det ikke for verdens nummer fem, North, som er et rent dansk hold med base i København.
Her blev det også kun til en enkelt sejr i indledende runde og en sidsteplads i gruppespillet.
Weekendens slutkampe bliver dog ikke helt uden dansk deltagelse.
Den tidligere North-spiller Emil "Magisk" Reif er sammen med Optic Gaming klar til fredagens kvartfinaler.
Og Finn "karrigan" Andersen og Faze Clan har i kraft af en førsteplads i gruppespillet kvalificeret sig direkte til semifinalerne lørdag.
Slutkampene i Odense afvikles i Sparekassen Fyn Arena, der kan rumme 5000 tilskuere. Sideløbende afholdes i weekenden en computerspilsmesse i Odense Congress Center, der er nabo til arenaen.
ESL Pro League Finals er det andet store e-sports-event, der afvikles i Danmark inden for 14 dage.
For to uger siden blev Blast Pro Series afviklet foran 12.000 tilskuere i Royal arena i København. Her nåede Astralis finalen, men tabte her til brasilianske SK.