Borgmester bruger million på golf, men sparer på velfærd, siger kritiker

I Nyborg skal man spare knap 40 millioner på næste års budget. Også i Kerteminde er der knas med økonomien, men Kenneth Muhs og Kasper Ejsing Olesen mener, at pengene til golfturnering er mere end godt givet ud.

- Jeg synes, det er forkert at bruge penge på golf, når vi har mere brug for velfærd.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets gruppeformand i Nyborg Byråd, Sonja Marie Jensen, ovenpå dagens store golfnyhed.

- Jeg var meget overrasket over at høre, at Nyborgs skatteborgere skal betale det samme som Kerteminde for en golfturnering, der er placeret i Kerteminde, siger politikeren.

Sammen med SF forlod Socialdemokratiet forhandlinger om næste års budget på grund af udsigten til besparelser på 50 millioner kroner samtidig med, at der bruges 5,5 millioner på events de kommende år.

Hun roser afviklingen af Royal Run og Tour de France i Nyborg.

- Men det giver jo ikke en masse arbejdspladser. Det giver noget opmærksom i en meget begrænset periode, men jeg mangler at se en varig effekt, siger Sonja Marie Jensen.

- Vi lukrerer alle sammen på det

Argumentet bider dog ikke rigtigt på Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V).

Golfturister kommer til at valfarte i hobetal til Fyn, mener både han og hans borgmesterkollega i Kerteminde.

De to kommunekasser bidrager med cirka en million kroner hver til golfarrangementerne i de to byer. Challenge-turneringer i Odense og Nyborg i 2024 og 2025 og championship-turneringen i Kerteminde i 2026.

- Det betyder flere overnatninger og turister, og det lukrerer vi alle sammen på, siger Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg, der på kommunens vegne putter 900.000 kroner i samarbejdet.

- Det skal holdes op imod, at vi regner med turismeindtægter på 12-14 millioner kroner i Nyborg alene på grund af European Tour-turneringen i Kerteminde. Vi har rigtig mange hoteller i Nyborg, og de vil nyde godt af arrangementet, og det samme vil de handlende, siger Kenneth Muhs.

Kenneth Muhs forventer indtægter på 12-14 millioner kroner alene som følge af turneringen på Great Northern-banen.
Kenneth Muhs forventer indtægter på 12-14 millioner kroner alene som følge af turneringen på Great Northern-banen.
Foto: Arkiv TV 2 Fyn

Han forventer desuden god brandingværdi fra en del sideaktiviteter, som der også blev afholdt op til Tour de France-afviklingen i Nyborg og Royal Run.

- Vi vil gerne gøre noget for turismeøkonomien og arbejdspladser. Og vi har netop i dag lanceret, at vi sammen med Sport Event Danmark vil byde ind på at få VM i Bueskydning til Nyborg i 2027. Det skal afvikles på torvet overfor Nyborg Slot. Det er investeringer, der skal tiltrække gæster til Nyborg, og det sker jo ikke på bekostning af andre kulturtilbud eller velfærd. Vi har de højeste serviceniveauer inden for skole, dagtilbud og børne-unge området, siger Kenneth Muhs.

Han understreger, at der ikke er taget penge fra kommunens budget til de nye events. Det er penge, der skulle have været brugt til drift af Nyborg Slot, der er lukket.

Sonja Marie Jensen har svært ved at se, at VM i bueskydning kan trække mange mennesker til Nyborg. 

-  Bueskydning er mest er en stor sport for asiater og med plads på torvet til ganske få tilskuere, siger Sonja Marie Jensen.

Skal skabe penge til velfærd

I Kerteminde forventer borgmester Kasper Ejsing Olesen, at kommunen skal bruge cirka en million kroner i mandetimer på Great Northern-arrangementet, og det er penge han forventer at få mange gange igen.

- Det er netop for at skabe penge til velfærd, at vi går med i det her samarbejde. Der bliver fuldt booket i en periode uden for sæsonen, og vores erhvervsliv kommer til at kunne bruge det til branding og vil formentlig også kunne tjene penge på opgaver, der skal udføres, siger Kasper Ejsing Olesen.

Den almindelige borger i Kerteminde får gavn af golfsamarbejdet, mener Kertemindes borgmester Kasper Ejsing Olesen.
Den almindelige borger i Kerteminde får gavn af golfsamarbejdet, mener Kertemindes borgmester Kasper Ejsing Olesen.


Han mener, at golfturisterne vil få øje på Østfyn, når tre store turneringer i træk finder sted i Kerteminde, Odense og Nyborg.

I København valgte man at sige nej til at få den samme golfturnering til Amager, fordi man ikke følte det kom de almindelige borgere til gode. Hvordan kommer det her Kertemindes borgere til gode?

Vi har allerede snakket med city-foreningen, der kommer til at gøre rigtig meget ud af det her. Der bliver en byfest, siger Kasper Ejsing Olesen.

Han oplyser, at der ikke er lavet nogle beregninger på det økonomiske afkast for Kerteminde Kommune.

Oversigt

    Oversigt