Brian Nørgaard bor i Langeskov. Her er er han endt efter en rejse, der er typisk for mange danskere:
- Jeg er opvokset her og har haft en super barndom med foreningsliv og super skoler. Så bliver man ældre og begynder i gymnasiet og flytter til Odense, hvor der sker lidt mere, fortæller Brian Nørgard til TV 2.
I Odense begyndte han at arbejde i nattelivet - det gav ligesom sig selv, at når man er ung, så sker der lidt mere i Odense:
- Men så får man kone og børn og begynder at tænke på, hvilke forhold ens børn skal vokse op under, fortæller han om grunden til, at han valgte at flytte tilbage til den kommune, hvor han er vokset op.
En ny undersøgelse viser, at hver syvende dansker tager samme rejse som Brian Nørgaard har taget. Undersøgelsen, der er foretaget af Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev), Momentum, og afdækker, hvordan den årgang danskere, der blev født i 1983, har bevæget sig.
Fokus har været på unge, der boede i en bestemt kommune som 15-årig og siden har været væk fra denne kommune mindst to sammenhængende år. Og af dem er det altså hver syvende – eller helt præcis 14,3 procent, der igen bor i samme kommune, som de gjorde som 15-årige.
Det handler om følelser
Den drivkraft, der får folk som Brian Nørgaard til at vende hjem, handler om meget mere end praktiske overvejelser, siger en ekspert:
- Når man flytter og skal slå rødder og have de her børn, så er det ikke kun de praktiske ting som adgang til arbejde og indkøb, der er vigtige. Det er helt klart også idéen om det gode liv: "Hvad er det for et liv, jeg gerne vil give mine børn?". Hvis man selv har haft en god barndom, så begynder man at tænke i de baner igen, siger Ph.D og Cand.mag ved Aalborg Universitet Mette Mechlenborg.
Hun er forfatter til bogen "Velkommen Hjem: Tendenser i dansk boligarkitektur" og siger videre til TV 2:
- Vi er alle sammen skrevet ind i en fortælling om "ude" og "hjemme" - altså at vi har en tendens til at vende tilbage til der, hvor vi kom fra, når vi selv får børn. Det handler altså rigtig meget om følelser.
Flest gør det i Kerteminde Kommune
På Fyn er Brian Nørgaard atypisk. Der er nemlig flere end 20 procent af dem der som 15-årig flyttede, som er vendt tilbage til Kerteminde Kommune.
På Langeland er tallet under 10 procent, mens mellem 10 og godt 13 procent i Assens og Odense kommuner er vendt tilbage. Tallet er lidt højere i de øvrige fynske kommuner.
På Tv2.dk kan du se, hvor attraktive de forskellige kommuner er at vende tilbage til.