Corona-restriktioner forlænges til 28. februar

Restriktionerne, der har varet siden julen, forlænges resten af vinteren.

De gældende corona-restriktioner forlænges med tre uger til 28. februar, oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde i Statsministeriet.

- Vi kan ikke lempe på restriktionerne. Desværre, siger hun.

Myndighederne vil dog undersøge, om det er muligt at få de yngste elever tilbage i skole inden da, siger statsministeren. Om og i så fald hvordan det bliver muligt, forventer statsministeren svar på "i starten af næste uge".

Restriktionerne betyder blandt andet, at langt de fleste butikker og forretninger skal holde lukket. Det gælder ikke dagligvarebutikker og andre butikker, der hovedsageligt sælger mad og drikke eller personlig pleje.

Restauranter og beværtninger må hellere ikke servere på stedet, men må kun sælge ud af huset.

Det betyder, at små forretninger som frisører, tøjbutikker og fitnesscentre har lukket.

Restriktionerne indebærer også, at der er lukket for indendørs idræt-, fritids- og foreningsaktiviteter.

Også kulturelle tilbud som koncerter og museer er lukket.

Der er samtidig krav om brug af mundbind eller visir i den kollektive trafik.

Der er også et loft over, hvor mange der må deltage ved offentlige begivenheder med. Det er på fem personer. Loftet har en række undtagelser herunder ved demonstrationer.

Oversigt

    Oversigt