Enhedslisten udstiller S-dilemma

Regeringens støtteparti vil fremsætte et forslag om at halvere genoptjeningsperioden for dagpenge.

Et forslag fra Enhedslisten skal øge presset på regeringen og udstille, at Socialdemokraterne reelt er det parti, der blokerer for en ændring af det omstridte dagpengesystem, skriver Berlingske.

Støttepartiet vil i det nye folketingsår, der begynder i oktober, fremstille et beslutningsforslag, som skal pålægge regeringen at halvere genoptjeningsperioden for dagpenge fra 52 til 26 uger. Ændringen skal gælde i de kommende to år.

Dermed øger Enhedslisten forud for forhandlingerne om næste års finanslov presset på regeringen og særligt Socialdemokraterne, der ikke ønsker at rokke ved dagpengereglerne, fordi regeringsgrundlaget med De Radikale forhindrer det.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, understreger, at Enhedslisten fortsat kræver hele dagpengereformen kasseret, men at beslutningsforslaget skal udstille Socialdemokraterne.

- Når vi stiller et forslag, som specifikt går ud på at halvere genoptjeningsperioden, så skyldes det, at det er det forslag, Kristian Thulesen Dahl (Dansk Folkepartis formand, red.) har sagt, at han bakker op omkring.

- På den måde kan vi tydeligt illustrere, at der er et flertal for dagpengeforbedringer, hvis blot Socialdemokraterne vil være med. At det simpelthen er forkert, når Socialdemokraterne påstår, at der ikke er flertal, siger Johanne Schmidt-Nielsen til Berlingske.

Foruden Enhedslisten og Dansk Folkeparti støtter også det tidligere regeringsparti SF op om at lempe dagpengereglerne.

Også internt hos Socialdemokraterne er der splittelse om spørgsmålet. Flere folketingsmedlemmer siger til Berlingske, at de overvejer at stemme for Enhedslistens beslutningsforslag og dermed gå imod partitoppen.

Finansordfører Jesper Petersen (S) kalder Enhedslistens forslag en "meget usædvanlig måde at forhandle finanslov på".

Oversigt

    Oversigt