Den farlige tarmbakterie VTEC er på tilbagetog i Danmark. To patienter er dog fortsat indlagt med nyresvigt. Den ene på OUH.
To danskere ligger fortsat på hospitalet med nyresvigt som følge af den livsfarlige tarmbakterie VTEC. Det viser en rundringning Ritzau har foretaget til de forskellige afdelinger, der har haft patienter med sygdommen.
Den ene af patienterne ligger på Odense Universitetshospital (OUH), hvilket han har gjort siden slutningen af maj. Og han er formentlig ikke på vej til at blive udskrevet lige med det samme.
- Vi er nødt til at tage en dag ad gangen, siger ledende overlæge Svend Stenvang Pedersen fra infektionsmedicinsk afdeling på OUH.
Dan anden patient ligger i Aarhus, og forventes at blive udskrevet efter weekenden. Han har ligget forholdsvist længe, fordi der er tale om et kompliceret tilfælde, fortæller overlæge Carsten Larsen fra infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
- Han blev syg i udlandet, hvor han fik antibiotika, inden han kom her. Og antibiotika er noget man prøver at undgå i forbindelse med VTEC-bakterien, fordi det kan øge produktionen af toxin i tarmen, siger han.
Den aarhusianske overlæge fortæller desuden, at der er en lille risiko for, at flere af de VTEC-ramte får nyresvigt, da det kan udvikle sig, op til 14 dage efter at diarréen er startet.
Det er desuden for tidligt at sige, om patienterne med nyresvigt får varige eller længerevarende mén, fortæller Svend Stenvang Pedersen fra OUH.
- Man kan godt risikere, at nyrefunktionen er permanent nedsat. Det holder nyrelægerne øje med. Og det er svært at sige, om man skal dialyseres i længere tid, eller om det hele kommer sig. Det må tiden vise, siger den ledende overlæge.
I alt har otte danskere haft nyresvigt ud af de 20 personer, som har fået konstateret tarmbakterien.