Er Viktor Axelsen den største danske sportsstjerne nogensinde?

Har Viktor Axelsen efter sin sejr ved OL-finalen i herresingle i badminton cementeret sig som den største danske atlet i historien?

Hvem kommer først i din erindring, når ordene Danmarks største sportsstjerne nævnes?

Tirsdag formåede Viktor Axelsen at vinde sin anden olympiske guldmedalje i herresingle i badminton. En bedrift, ingen anden dansk badmintonspiller har præsteret i historien.

Derfor er der ingen tvivl. Han er blandt de allerstørste danske atleter i historien. I hvert fald, hvis man spørger B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.

- Det er en fuldstændig sindssyg bedrift, det som Viktor Axelsen har opnået. Ikke blot hans bedrift til OL, men lige så meget det, at han har bevaret sulten i hele sin karriere. Han er udstyret med en psyke, som kun de allerbedste har - jeg vil næsten kalde det et Michael Jordan-gen. Når han kan se en guldmedalje i det fjerne, så former han sine egne skyklapper og går kun efter guldet.

Derfor var begejstringen også svær at skjule, da OL-guldet kom i hus tirsdag eftermiddag.

- Det var overjordisk. Han møder verdensmesteren, og han fuldstændig udraderede ham. Jeg var overhovedet ikke i tvivl før kampen. Han har bare en aura omkring sig. Han er en helt unik sportsmand, siger fynskfødte Lasse Vøge.

En overset stjerne

Viktor Axelsen har vundet alt, der er at vinde. 

Det cementerede han, da han i efteråret 2023 vandt China Open, som er en af de største badmintonturneringer i verden.

Alligevel er der en tendens til, at badmintonstjernens præstationer går under folks radarer. Det mener forfatteren Henrik Busborg, der har skrevet en bog om Viktor Axelsen.

- Der er begyndt at være en selvfølgelighed i, at Danmark vinder medaljer i badminton. Det er som om, at når en dansker får en top fem placering ved en tennisturnering, så går folk mere amok. Får vi egentligt stoppet op og kigget hinanden i øjnene og sagt "hold da kæft, det her var da outstanding".

For selvom Danmark i en lang årrække har udklækket mange badminton-talenter, så understreger Henrik Busborg, at man ikke må tage det som en selvfølge, at en dansk badmintonspiller hiver den ene sejr efter den anden hjem.

- Der er kæmpe konkurrence rundt omkring i verden. Danmark er oppe imod økonomiske sværvægtsnationer som Kina og Indonesien, der satser voldsomt på badmintonsporten, hvor vi i Danmark ser en tendens til, at medlemstallene i badmintonklubberne er dalene.

Udpluk af Viktor Axelsens største turneringsejre


Større end Laudrup?

Det kan være svært at vurdere og sammenligne atleters størrelse på tværs af sportsgrene. 

I 2021 blev fodboldspilleren Michael Laudrup kåret til Danmarks største sportsnavn nogensinde i forbindelse med Danmarks Idrætsforbunds 125-års jubilæum. 

Listen startede med 125 navne, der gradvist blev forkortet. På aftenen var det Danmark Radios seere, der med sms-stemmer valgte Laudrup blandt de sidste otte nominerede, hvor Viktor Axelsen også var i blandt.

Michael Laudrup blev hyldet i oktober 2021, da DIF kårede de seneste 125 års største danske sportsnavn.
Michael Laudrup blev hyldet i oktober 2021, da DIF kårede de seneste 125 års største danske sportsnavn.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix


Men den titel kan Viktor Axelsen godt måle sig med, spørger man B.T.s sportsredaktør.

- Axelsen og Laudrups fortælling minder meget om hinanden. De dukker begge op som teenagefænomener, hvor alle kigger på dem med store forventninger. De vinder begge store turneringer og formår at få tryllebundet verden. De er dem, alle vil slå, siger Lasse Vøge.

Den vurdering er Henrik Busborg helt enig i, men mener alligevel, at det er svært at sætte dem op mod hinanden.

- Viktor Axelsen er uden tvivl en af de største nogensinde, men det er ligesom at sammenligne æbler med mælk. I og med at deres sportsgrene er så forskellige, og at de gjorde det i forskellige tidsperioder og epoker, er det næsten umulig at sammenligne dem. Lad os nu for fanden bare hylde ham (Viktor Axelsen, red.), mens han er her, understreger forfatteren.

Blandt de sidste otte nominerede på listen tilbage i 2021, er Viktor Axelsen da også den eneste, der har vundet noget efterfølgende. Det er kun ham og Caroline Wozniacki, der stadig er aktive. 

De sidste otte nominerede

Oversigt

    Oversigt