Skyfri himmel og sommertemperaturer. Weekendvejret indbyder i den grad til en god grillfest med alle vennerne. Men den går ikke. I over en måned har det været forbudt at forsamles mere end 10 personer, og det er det stadig.
Det fik en fynbo, der bor på kollegie i Odense, til at undre sig.
Spørgsmål fra en fynbo
Svaret er ikke simpelt. Ifølge Torben Jakobsen, der er vagchef hos Fyns Politi, vil politiet vurdere hændelserne særskilt.
- Hvis man sidder på havestole med to meters afstand på et fælles udendørsareal, så skal man som udgangspunkt ikke holde øje med, om man er flere end ti personer, der bruger arealet, siger Torben Jakobsen.
- Hvis man for eksempel spiller en fodboldkamp, så er det ikke i orden, indskyder han.
Disse retningslinjer gælder for boligkomplekser, der har adgang til fælles udendørsarealer.
Hvis man sidder på havestole med to meters afstand på et fælles udendørsareal, så skal man som udgangspunkt ikke holde øje med, om man er mere end ti personer.
Kollegier er en gråzone
På H.C. Ørstedkollegiet i Odense bliver der spillet kongespil og hygget i haven. Fitnessrummet og andre fællesområder er låst af, men havearealet er stadig i brug.
- Folk tackler det selvfølgelig forskelligt, men det er mit indtryk, at folk holder afstand til hinanden, og at der er samarbejdsvillighed fra kollegianernes side i forhold til de opfordringer, der er kommet fra os, siger Anders Dyhr, der er medlem af kollegianerrådet på H.C. Ørstedkollegiet.
På H.C. Ørstedkollegiet forsøger de at følge anvisningerne fra myndighederne, men uanset hvad de gør, vil det ikke være muligt at efterkomme forsamlingsforbuddet indendørs. De er nemlig 15 personer om at dele ét køkken.
- Vi kan ikke rigtig se, hvordan det kan være praktisk ladsiggøreligt at få folk til at holde sig væk fra køkkenet. Derfor opfordrer vi til, at man isolerer sig sammen og danner en slags pseudo-familieenhed med køkkenet, siger Anders Dyhr.
Ifølge vagtchef hos Fyns Politi Torben Jakobsen, så er indendørsarealer en anden sag.
- Kollegier er lidt en gråzone. Inden for dørene vil jeg vurdere, at der er tale om privat område, og derfor kan vi ikke gøre noget. Vi opfordrer selvfølgelig stadig folk til, at man så vidt muligt følger retningslinjerne.
Ses på tværs til fest
Selv om der opfordres til, at man ikke ses på tværs af de forskellige køkkener, mener Jonathan Harbak, der bor på H.C Ørstedkollegiet, at det sker.
- Der bliver holdt en del fester i køkkenerne, og når det sker, så kommer folk lidt rundt omkring på kryds og tværs. Jeg har heldigvis et meget socialt køkken, så her er det ikke et problem, siger Jonatan Harbak.
Også på udendørsarealerne spiller beboerne volleyball sammen på tværs af køkkenerne. Generelt er der blevet taget lidt lettere på retningslinjerne, som dagene er gået, mener Jonathan Harbak.
- I starten var folk gode til at holde sig for sig selv. Nu hvor vejret bliver bedre, og der er gået længere tid, så begynder folk at kede sig og være mere sammen, siger han.
Ring hellere en gang for meget
Vi vender tilbage til spørgsmålet. Hvad gør man, hvis der bliver holdt en grillfest for en stor gruppe mennesker, og der ikke bliver holdt behørig afstand?
Hvis retningslinjerne ikke overholdes på kollegiernes udearealer, så er det altid en mulighed at tilkalde politiet, der for tiden har ekstra bemanding på.
- Det er bedre at ringe en gang for meget end en gang for lidt. Vi tager det meget alvorligt, hvis folk føler sig utrygge. Hvis folk er det mindste i tvivl, kører vi forbi og kigger på det, siger Torben Jakobsen.
På politiets hjemmeside fremgår det, at "hvis der på det fælles udendørsareal befinder sig flere end 10 personer på en sådan måde, som efter politiets skøn udgør en særlig fare for smitte med COVID-19, vil politiet have mulighed for at udstede et påbud."