Friskoler lider under stigende gaspriser

En massiv efterspørgsel på gas og krigen i Ukraine har resulteret i tårnhøje gaspriser, og det rammer flere fynske friskoler hårdt på økonomien.

240.000 kroner. 

Så meget frygter Refsvindinge Friskole, at det kommer til at koste dem at holde varmen i klasselokalerne. 

Og det er noget dyrere, end de 100.000 kroner, de normalt afsætter til varmeregningen om året. 

På Refsvindinge Friskole i Ørbæk har man længe fulgt bekymret med i de stigende priser. Derfor hævede de i starten af året deres budget med 25 procent. Men det var ikke nok. 

- Vi frygter at vi skal op i en 75 procents stigning i budgettet så det bliver dyrt, siger Kasper Karlsen, skoleleder på Refsvindinge Friskole. 

I første omgang planlægger skolen at udskyde planlagte udgifter i et års tid. Men hvis priserne fortsætter sin himmelflugt vil det i værste tilfælde betyde, at skolen er nødt til at skære et sted. 

- Enten så 'worst case' går det udover børnene. Det er heller ikke så godt, det går ud over forældrene, som i vores tilfælde måske skal hive 500 kroner ekstra op af lommen om året, siger Kasper Klausen. 

- Noget er sjovt at have, andet er nødvendigt

På den anden side af kommunegrænsen står Rynkeby Friskole i samme situation.  

Her har de øget budgettet med 100 procent og dermed afsat dobbelt så mange penge som sidste år. 

Det betyder, at de nu er nødt til at prioritere anderledes for at få enderne til at mødes.  

- Det er en stor ekstraudgift, der gør, at vi må prioritere anderledes så penge der kunne være brugt til investeringer i skolen, undervisningsmateriale og i sidste ende bemanding, nu går til varmeregningen, siger Rasmus Grauenkjær, skoleleder på Rynkeby Friskole. 

Skolelederen understreger, at det skal stå grelt til, før omprioriteringen kommer til at gå ud over undervisningen og forældrene. Men der er en risiko for, at det sker, hvis prisstigningerne fortsætter flere år frem. Derfor prøver skolen at holde ekstra udgifter til et minimum.

- Vi har taget forskellige tiltag for at holde prisen nede som at lukke for varmen, når der luftes ud, siger Rasmus Grauenkjær og fortsætter. 

- Noget er sjovt at have, andet er nødvendigt. Så raftehegnet, der hænger i laser, og bålhytten der trænger til nyt tag, er blandt de ting, der må vente et år. 

Kortsigtet løsning

I 2020 lå friskolernes statstilskud på 76 procent. Det vil sige, at 76 procent af indtægterne på friskoler kommer fra statstilskuddet, mens de resterende 24 procent af indtægterne kommer fra forældrebetalingen.  

Medmindre statstilskuddet tilpasses, så det kommer til at afspejle de øgede udgifter, er det ifølge Kasper Karlsen, enten på forældresiden eller ved besparelser at pengene skal hentes. 

- Vi ønsker ikke at gøre det dyrt, da friskoler skal være for alle. Men vi risikerer at komme et sted hen, hvor det ikke længere er for alle, siger Kasper Karlsen, skoleleder på Refsvindinge Friskole. 

Fælles for friskolerne er, at de ser mod en ekstra regning på op mod 100.000 kroner i år. 

Oversigt

    Oversigt