Stemmerne til det amerikanske valg er stadig ved at blive talt sammen, og det er derfor endnu usikkert, om det bliver den nuværende præsident Donald Trump, eller om det bliver Joe Biden, der kommer til at løbe med sejren.
Jeg har hele tiden haft den mening, at både Trump og Biden ville være god for business
Men om sejren vipper til den ene eller anden kandidat betyder faktisk ikke det helt store - i hvert fald ikke hvis man spørger tre af de største virksomheder på Fyn.
- Jeg har hele tiden haft den mening, at både Trump og Biden ville være god for business så uanset, hvem der vinder, er et entydingt resultat at foretrække, siger administrerende direktør hos virksomheden Micro Matic, Søren Klarskov Vilby.
- Jeg tror ikke, det vil betyde det store for os, om det bliver den ene eller den anden , siger Brian Djernes, der er direktør i det fynske møbelfirma Cane-Line.
- Det har mindre betydning, slutter Knud Erik Hansen, dirketør for Carl Hansen og Søn, sig til.
Frygter valgkampen bliver trukket ud
I stedet ser de fynske virksomheder nu frem mod det scenarie, de har frygtet mest. Nemlig at valgkampen bliver trukket i langdrag.
- Vi er desværre allerede havnet i den situation, som egentlig var blevet forudset før valget, nemlig i en periode med stor usikkerhed, siger Søren Klarskov Vilby.
For hvis valgkampen bliver trukket unødvendigt meget ud, så betyder det tabt omsætning for de tre fynske virksomheder.
- Mange af de projekter, vi laver i USA løber over flere år og er på faste dollarkurser, og der skal vi i banken hver gang for at sikre, at vi ikke får en overraskelse, og det koster os penge. Og jo mere usikkert, det er, jo flere penge vil banken også have, siger Knud Erik Hansen.
- Vi lever af, at der er nogle forbrugere, der har lyst til at købe møbler. Men hvis fokus er et andet sted, og der er meget ustabilitet, så begynder forbrugerne at koncentrere sig om noget andet. Så for os er det meget væsentligt, at det bliver afklaret, siger Brian Djernes.
Omsætningen kan lide tab
Alt tyder dog på, at de fynske virksomheder godt kan forberede sig på et valg, der trækker ud.
Det er vigtigt for os, at have stabilitet for det, vi går og laver
Onsdag formiddag dansk tid holdt nuværende præsident Donald Trump tale fra det Hvide Hus, hvor han erklærede sig som vinder og ønskede at stoppe stemmeoptællingen.
- Det her er svindel over for den amerikanske befolkning. Vi tager sagen til USA's højesteret, lød det fra Trump.
Og hvis valgets resultater skal afgøres ved højesteret, så kommer det til at få enorm betydning for de fynske virksomheder.
- Hvis efterspørgslen begynder at dale på vores produkter som følge af valget, så betyder det også, at vi bliver nødt til at prioritere derefter, og måske også skrue ned for mængden af produktion, vi sender over på vores lager i USA, siger Brian Djernes.
- Det er vigtigt for os, at have stabilitet for det, vi går og laver og det, vi investerer i, siger Knud Erik Hansen.