Tusmørket har sænket sig over Leningrad, da den unge studerende Lars Dreyer i starten af juli 1963 begiver sig op fra metroen og hen til en postkasse.
Med sig har han en dobbeltbundet kuffert med breve, som skal sendes til russiske systemkritikere.
- Jeg gjorde klar til at poste dem, men så kom chokket. Pludselig blev jeg næsten badet i projektørlys og kom til at tænke på min forgænger, som var "kommet til" at falde ud fra et tog.
84-årige Lars Dreyer fortæller om chokket den aften for mange år siden, da han kørte rundt i Leningrad i Sovjetunionen for at sende i alt 50 breve fra forskellige postkasser. Brevene var lagt i sovjetiske kuverter med sovjetiske frimærker og stilet til forskellige russiske systemkritikere.
Den episode vender vi tilbage til.
Først lidt om personen Lars Dreyer, som er forhenværende landsformand for Dansk Ejendomsmæglerforening og tidligere indehaver af Danbolig i Svendborg.
I sine unge år underviste han i matematik på handelsskolen, men fra midten af 80'erne og 30 år frem solgte han boliger på Sydfyn og i Odense.
At han i sine unge dage var agent for den hemmelige NTS-organisation, som modarbejdede sovjetiske interesser, er de færreste klar over.
Der skulle da også gå mere end 55 år, inden Lars Dreyer stod frem og fortalte sin historie i en lille bog, som kun udkom i 500 eksemplarer. Bogen var specielt dedikeret til hans børn- og børnebørn, "hvis de med tiden skulle få lyst til at læse, hvad bedstefar lavede i sine unge dage".
Blev rekrutteret i 1961
Lars Dreyer var kun 22 år, da han tilsluttede sig NTS. I begyndelsen mest for spændingens skyld, men som mange andre unge var han også bekymret over den kolde krig.
- Jeg blev allerede i 1961 prikket af en mine studiekammerater, som var aktiv i Konservativ Ungdom. Han spurgte, om det var noget for mig. Jeg tænkte over det nogen tid, og endte med at sige ja.
I slutningen af 1962 i kølvandet på Cubakrisen, som havde sendt verden på randen af atomkrig, blev Lars Dreyer kontaktet af en dansk-russisk NTS-officer ved navn Theodor.
Det gik op for den unge Lars Dreyer, at det pludselig var alvor. Det var ikke længere en ungdommelig fantasi om spænding, skæg-og-blå-briller og drømme om en bedre verden.
Nu var det konkret, og det var farligt.
- Theodor blev min føringsofficer, og jeg kom i lære som spion. Jeg skulle lære det kyrilliske alfabet og hvordan man ryster en forfølger af sig.
- På aftalte dage dage blev jeg skygget af NTS-folkene, så jeg kunne vise dem, at jeg var i stand til at forsvinde i gaderne. Så havde vi en aftale om, at mødes på et bestemt værtshus, når vi ikke længere kunne finde hinanden.
- Jeg fik også udleveret kort over Leningrad og Moskva, som jeg skulle lære udenad, så jeg hurtigt kunne ryste eventuelle forfølgere af, hvis jeg skulle blive skygget på mine opgaver.
Men månederne gik, og det var først i foråret 1963, at Lars Dreyer modtog beskeden om, at han skulle afsted på sin første mission.
Han mødte op i København og fik udleveret sit udstyr. En kuffert med dobbeltbund, hvor der var skjult breve til forskellige personer i Sovjetunionen. Herefter gik turen med skib fra Stockholm og videre til det store lukkede land bag jerntæppet.
- Mine instrukser lød på, at brevene skulle i grønne postkasser i periferien af Leningrad. Det var for farligt at sende dem fra de centralt beliggende postkasser, som oftere blev tjekket af KGB. Desuden skulle jeg have sovjetiske frimærker og kuverter med hjem til Danmark, fortæller Lars Dreyer.
NTS - en hemmelig organisation
NTS blev grundlagt af russiske immigranter under den russiske revolution.
Op gennem 30'erne slog organisationen rod i en række europæiske storbyer, og efter 2. verdenskrig også i Danmark.
NTS var en alliance af russiske solidarister, som havde til formål at mørne Sovjetmagten med fredelige midler og skabe et demokratisk samfund. Ideologisk var organisationen forankret et sted mellem europæiske socialdemokrater og kristendemokrater.
- Noget af det NTS-agenterne lavede, mindede meget om det vi så med den danske modstandsbevægelse under besættelsen. De havde små grupper liggende rundt omkring, - i det her tilfælde i Sovjetunionen. De kendte ikke hinanden, men fik informationer tilsendt fra Vesten, så de kunne holde sig opdateret, siger museumsinspektør Jeppe Jøhn Hørsholm fra koldkrigsmuseet Langelandsfortet.
Museumsinspektøren vurderer på baggrund af sit kildemateriale, at der alene i Danmark var mindst 66 aktive NTS-agenter fra den kolde krigs start til murens fald i 1989. På europæisk plan er vurderingen, at i alt 600 personer deltog i missioner bag jerntæppet under hele den kolde krig.
- Men vi kender ikke så meget til dem, og derfor er det vigtigt, at Lars Dreyer fortæller sin historie, så flere får mod til at stå frem. Om ikke andet, så kan man altid henvende sig til mig, hvis man har gjort tjeneste i NTS, siger Jeppe Jøhn Hørsholm, som har planer om at skrive en ph.d.- afhandling om organisationen, som lukkede helt ned i 1990.
- Der er tale om et forholdsvist underbelyst kapitel i koldkrigshistorien, som vi gerne vil afdække nærmere, siger museumsinspektøren, som ikke lægger skjul på, at Lars Dreyer i sine unge dage var på missioner, som kunne have kostet ham livet eller mange år i russisk fængsel.
- Hvis Lars Dreyer var blevet afsløret, ville han i bedste fald være stillet for en domstol i en stor skueproces, så Sovjet kunne prale med, at man havde fanget en agent. Og så ville han have fået en lang fængselsstraf. I værste fald kunne det have kostet ham livet, siger Jeppe Jøhn Hørsholm.
Udsendt tre gange
Lars Dreyer var på i alt tre missioner fra sommeren 1963 til vinteren 1964. Han sendte breve, kodede meddelelser, foretog rekognosceringer og holdt hemmelige møder med systemkritikere.
Normalt fik NTS-agenterne kun tilladelse til to missioner, fordi risikoen for at blive opdaget voksede med antallet af rejser. Men Lars Dreyer fik undtagelsesvist en ekstra mission, fordi han havde haft succes med at skabe netværker og skaffe folk, som hjalp med at videregive breve og kodede meddelelser.
Blandt andet fik han etableret vestlige kontakter til kendte russiske systemkritikere som forfatteren Valery Tarsis og matematikeren Alexander Volpin.
- Jeg hjalp med at smugle manuskripter til nogle af Tarsis kendte værker ud af Sovjet, så de senere kunne udgives i vesten. Jeg har også interviewet og taget billeder af både ham og Volpin, som blev bragt i den vestlige presse for at fastholde presset for at få dem ud.
- i 1966 kunne begge forlade Sovjetunionen og flytte til vesten, så helt forgæves har det ikke været, siger Lars Dreyer.
At han først de senere år er begyndt at tale højt om sin spion-fortid skyldes flere overvejelser.
- Jeg ønskede, at der skulle gå mindst 50 år, før jeg kunne stå frem. Først og fremmest af sikkerhedshensyn, men egentlig også fordi det var hemmeligt. Desuden vil jeg gerne bidrage til, at det, som organisationen har gjort for russiske dissidenter, ikke bliver glemt.
- Hvad skete der egentlig den aften, du pludselig stod badet i skarpt lys ved postkassen i Leningrad?
- Det viste sig bare at være gadelampen, som pludselig tændte og kastede lys på mig og den dobbeltbundede kuffert med hemmelige breve. Adrenalinen pumpede nogle sekunder rundt i kroppen på mig af frygt for, at jeg var blevet afsløret.
- Efter at have sundet mig lidt, fortsatte jeg til de andre postkasser.
Lars Dreyer stoppede som spion i 1964 og vendte tilbage til studierne og færdiggjorde samme år sin uddannelse.