Jakob Risbro, 49-årig nyhedsredaktør på TV 2 Nyhederne, bliver ny Samfundsredaktør på TV 2 Fyn først i det nye år. Han skifter til sit nye job efter aftale, når TV 2 har en plan for hans afløser på plads. På TV 2 Fyn afløser Jakob Risbro Ole Frank Rasmussen, 65 år, der fortsætter på redaktionen som journalist og erhvervskommentator.
Dermed vender den journalist- og delvist juristuddannede Risbro tilbage til den arbejdsplads, han i august sidste år sagde op på for at forfølge en gammel drøm om at være redaktør på en landsdækkende nyhedskanal. Det bliver til en kraftigt fornyet station med ny strategi og en dobbelt så stor Samfundsredaktion, som han forlod i 2021.
- TV 2 Fyn er en meget visionær arbejdsplads, hvor der hele tiden bliver flyttet grænser i forhold til mediernes rolle i samfundet. Både når det handler om at gøre Fyn til et bedre sted ved at bruge aktivisme i journalistikken. Men også når det kommer til god, kritisk journalistik, hvor der også er blik for den konstruktive vinkel, siger Jakob Risbro.
I spidsen for TV 2-flagskib
Jakob Risbro har siden sin uddannelse som journalist for 20 år siden arbejdet størstedelen af sin karriere på TV 2 Fyn. Med begyndelse på TV 2 Lorry og DR Syd, før den fynske public service-station blev basen for reporter-, nyhedsvært- og begyndende lederroller i 00’erne. Undervejs har der været nysgerrige afstikkere til DR Fyn i to omgange - i 2006 og igen i 2015-2017 - og det seneste års tid på TV 2 Nyhedernes hovedredaktion i Odense.
Her har Jakob Risbro været del af nyhedsredaktørteamet for de nationale flagskibsudsendelser kl. 19.00 og 21.30. Nu vender han tilbage til regionalstationen, der dagligt udkommer på tv og digitale platforme til den halve million fynboer og som regionalt nyhedscenter for TV 2 med fynske historier til hele Danmark.
- TV 2 Fyn spiller en vigtig rolle, når det handler om at oplyse fynboerne om, hvad der sker i samfundet. Det er er stort ansvar og en vigtig opgave, som jeg glæder mig til at være med til at tage på mig. Jeg er meget begejstret, når jeg møder brugere og kilder, som reagerer på den journalistik, jeg laver. De input er med til i endnu højere grad at nå de emner og historier, som er vigtige for fynboerne, siger Jakob Risbro.
Vil med på rejsen fra flow til digitalt
Han er en rutineret medieleder. Ud over sin nuværende redaktørfunktion på TV 2 var han i 2017-2021 leder af den daværende – og væsentligt mindre – Samfundsredaktion på TV 2 Fyn. Og i årene 2011-2015 virkede han som nyheds- og redaktionschef på TV 2 Fyn og dermed del af husets chefgruppe. Denne erfaring får han brug for som kommende leder af Samfundsredaktionen. Den er husets største med otte rutinerede journalister, to fotografer og to journalistpraktikanter.
- Jeg glæder mig til at skulle stå i spidsen for Samfundsredaktionen, der i de kommende måneder i højere grad skal til at udkomme på digitale platforme. Jeg har sort bælte i at lave god og grundig journalistik, men vi skal sikre, at vores vigtige indhold kommer ud på en måde, så fynboerne også i fremtiden kan og vil benytte sig af det. For nu at bruge et fortærsket X-faktor-udtryk glæder jeg mig til at være med på rejsen, hvor Samfundsredaktionen går fra at producere traditionelt flowindhold til i stedet at udkomme på digitale tjenester med video-on-demand og webfortællinger, siger den kommende samfundsredaktør.
Blandt sin generations dygtigste
I tre år var Jakob Risbro medlem af Cavling-komitéen, der uddeler dansk journalistiks største pris. Og i 2019-2020 var han fellow på Constructive Institute i Aarhus, hvor han fordybede sig i sit fags nuancerede udvikling inden for nyheds- og aktualitetsindhold. Året efter skrev han sammen med Kristina Lund Jørgensen lærebogen ”Konstruktiv journalistik”, som der nu undervises efter på journalistuddannelserne i Aarhus, Roskilde og Odense.
- Jakob Risbro er blandt sin generations dygtigste journalister og redaktører her i Danmark. En ildsjæl, der er evigt nysgerrig, evigt kritisk og konstant på jagt efter løsninger med sin journalistik, så den reelt medvirker til, at vores samfund bliver bedre. Derfor er han det perfekte valg som leder af vores fornyede Samfundsredaktion. Vi kender ham. Han kender os. Fyn kender ham. Han kender Fyn. Og så er han jo ikke blevet en dårligere redaktør af sit år i spidsen for TV 2 Nyhederne under chefredaktør Thomas Fundings ledelse, siger Esben Seerup, direktør på TV 2 Fyn.
Privat er Jakob Risbro gift med Anna, der er antropolog. Sammen har parret Felix på 23 og Noa på 20. Han er oprindeligt fra Assens på Vestfyn og bor i det centrale Odense. Udover journalistik har Jakob Risbro en glødende interesse for Berlin. Her er Alexanderplatz, Prenzlauer Berg og spadsereture på boulevarderne langs Spree-floden næsten lige så velkendte som byerne og de forskellige egne i den fynske region.