Ventetiden for de ældre på plejehjem er snart ved at være ovre, og besøg ligger ikke længere langt ude i femtiden.
Det er gode nyheder for mange ældre og pårørende, og én af dem, der har ventet længe på igen at besøge sin 104-årige mor, er Tage Aabech.
- Selvfølgelig skal man sørge for, at det sundhedsmæssigt er i orden, men jeg synes, at det er på tide. Der er også en sjæl, man skal tage højde for, og det er over en uge siden, at Nyborg Kommune åbnede for besøg, siger Tage Aabech til TV 2/Fyn.
Alle folketingets partier pånær Venstre blev nemlig fredag enige om en ny ældreftale, hvor der afsættes 165 millioner til de ældre under coronakrisen.
Skabe bedre kontakt
Ældreaftalen betyder, at kommunerne får 100 millioner til at skabe de rette rammer og faciliteter, så de ældre på sikker vis kan få besøg.
Desuden vil 30 millioner gå til aflastende aktiviteter til pårørende, der eksempelvis selv passer en med demens i hjemmet, og 10 millioner kommer til at gå til kultur-, idræts-, og foreningelivet, så de kan skabe aktiviteter for de ældre.
En anden del af aftalen afsætter seks millioner kroner til Ældre Sagen og Alzheimersforeningen, der skal oplyse og tilbyde individuel rådgivning til svækkede ældre.
- Så de sociale forhold, netværk og aktiviteter på plejehjem igen kan begynde at spille en rolle, siger Bjarne Hastrup, der er administrerende direktør i Ældre Sagen.
Ønskede fordobling af rammen
Det er et bredt flertal i folketinget, der står bag ældreaftalen. Alle partier er med undtagen Venstre.
- I udgangspunktet ønskede en fordobling af rammen, så vi havde mulighed for at levere en massiv indsats omkring ensomhed, demens, flere ergoterapeuter, bare for at nævne nogle få eksempler fra vores prioriteter. Der må man bare sige, der var meget lang vej i mellem os, siger ældreordfører for Venstre Jane Heitmann.
Kristian Thulesen Dahl mener der er gode ting i aftalen.
- Der ligger ting i den her aftale, der er helt nødvendige at komme i gang med. Så kan det sagtens vise sig i løbet af de kommende uger, at det ikke er tilstrækkeligt. Men det er jo ikke en undskyldning, for ikke at få det her gjort nu, siger formanden for Dansk Folkeparti.
Glæder sig
Tage Aabech, der ikke har set sin mor i halvanden måned, ser imidlertid blot frem til, igen at kunne aflægge hende et besøg.
- Vi snakker i telefon en gang i mellem, men det er bare ikke det samme. Jeg plejer at ordne en masse små ting for hende, og jeg savner mest, at jeg ikke bare kan tage ud forbi hende, siger Tage Aabech.
Besøg kommer frem over til at skulle forgå udendørs, men det skræmmer hverken Tage Aabech eller hans mor.
- Min mor er lige som jeg selv et udemenneske, så det er ikke noget problem. Det, der er mærkeligt, er, at dagen og tidspunktet kommer til at lægge fast, og der ved man jo ikke, hvordan vejret bliver, siger Tage Aabech.
Han glæder sig til at se og hjælpe sin mor.
- Jeg skal jo fortælle, hvad vi har oplevet med familien, og hvem vi har snakket med. Og høre hvordan det går med hende, siger Tage Aabech.