På sin terrasse sidder Henry Fabricius og holder sin kone gennem 34 år i hånden. Noget som før var normalt, men ikke i det seneste år.
Henry Fabricius' kone Kirsten lider af svær Alzheimers, og sidste år var det så slemt, at hun måtte flytte på plejehjem. Parret så dog stadig hinanden dagligt, da Henry var ved hende alle dage, indtil hun skulle sove.
Så kom coronavirussen og plejehjemmet lukkede for besøgende.
- I løbet af ti dage mistede hun interessen for at snakke med mig. Det med at stå på den ene side af en gold rude, og hun står på den anden - det fungerer altså ikke, fortæller Henry Fabricius
Udsigten til ikke at skulle se sin kone i lang tid var for meget for den ham, så han kontaktede plejehjemmet.
- Jeg ville have Kirsten hjem! Så jeg ringede en mandag morgen og sagde, at jeg kom og hentede hende klokken ti. Jeg kom ind gennem havedøren, og jeg pakkede hendes ting. Så kørte vi hjem, og vi har klaret os herhjemme. Og det går fint, fortæller Henry Fabricius.
Kirsten forsvinder
Henry Fabricius tog den svære beslutning om at sende Kirsten på plejehjem for et år siden, da sygdommen havde fået et så voldsomt tag i Kirsten, at det begyndte at tage hårdere på Henry selv.
- Kirsten var temmelig urolig, og hun stod op om natten, og det gik ud over hendes nattesøvn. Jeg var selv slidt op til sidst, forklarer Henry Fabricius.
Ude på plejehjemmet skulle det vise sig, at prisen for maden var høj, men det løste Henry ved at komme hver dag og lave mad til sin kone. Noget som passede ægtemanden godt.
- Jeg var stort set ved Kirsten ti timer om dagen, hver dag ude på plejehjemmet.
Efter at plejehjemmet lukkede helt for besøgende, var det for hårdt for Henry Fabricius ikke længere at kunne være ved sin kones side hver dag.
Fordi hver dag tæller nu.
- Det er, fordi at hun forsvinder for mig. Det er det værste, fortæller en tydeligt bevæget Henry Fabricius.
Parret bliver sammen trods genåbning
Selvom Kirstens sygdom fylder meget, er det vigtigste stadig, at parret nu igen har en hverdag sammen. Og ifølge Henry Fabricius nyder de hvert øjeblik.
- Når nu vækkeuret ringer klokken kvart over syv om morgenen, så ligger vi og kigger på hinanden. Skal vi stå op? Nej, siger Kirsten, skal vi ikke ligge og holde lidt i hånden og hygge? Så ligger vi en halv time mere og holder i hånd.
Når parret er sammen som nu, så bliver der holdt meget i hånd. For Henry Fabricius handler det om at få det bedste ud af tiden nu, selvom det kan være hårdt.
- Den tid der går godt, den kommer jo aldrig skidt igen.
Når nu plejehjemmene nu begynder at åbne op igen for besøgende, kommer det ikke til at betyde det store for parret.
- Hvis jeg ikke kan komme der, ligesom jeg kunne, inden der blev lukket ned, så er Kirsten og jeg sammen. Og det bliver vi ved med.