OB snydt for dukseplads af formstærke FCM

OB havde muligheden for at rykke op i toppen af SAS Ligaen, men tabte på hjemmebane til FC Midtjylland. Midtjyderne er dermed fortsat uden nederlag i foråret.

OB kiksede, netop som de havde muligheden for at spille sig tilbage på SAS Ligaens førsteplads, da fynboerne tabte 1-2 til FC Midtjylland.

Med OB's pointtab er FC København stadig helt på toppen, inden de to guldkandidaters indbyrdes opgør i Parken skærtorsdag.

OB har endnu ikke fundet mesterspillet frem i foråret, men de har til gengæld brilleret med en helt enestående effektivitet. Lars Olsens tropper skabte heller ikke mange chancer mod FC Midtjylland, men med folk som ligatopscorer Peter Utaka på holdet, skal odenseanerne normalt heller ikke bruge mange. Da Caca efter en halv time spillede sin angrebsmakker fri i dybden, scorede nigerianeren da også med største selvfølgelighed fra en spids vinkel.

Det var den eneste åbne mulighed, OB skabte i en helt lige første halvleg. Midtjyderne havde svært ved at spille sig igennem det solide fynske forsvar, og meget passende skulle der et bemærkelsesværdigt hælspark fra Kolja Affriye i halvlegens overtid til skabe den ligevægt på lystavlen, som spillet i første halvleg berettigede til.

Udligningen skabte en medrivende anden halvleg, hvor OB viste, at de formår at lægge et særdeles tungt pres, når de bliver tvunget til det. Men midt i angrebsbølgerne blev de narret af formstærke Baba Collins, som udnyttede en løs bold, der tilfældigt faldt ned for hans fødder efter klumpspil i det fynske felt.

Med føringen i ryggen modstod midtjyderne også OB's sidste desperate pres og kan dermed fortsat prale af at være ubesejrede i 2010.

Oversigt

    Oversigt