En solrig septemberdag bevæger vi os ned gennem de brostensbelagte gader omkring Bangs Boder i Odense.
På et kort pitstop ifører vi os sikkerhedssko, en gul sikkerhedshjem og gule veste.
Herefter går turen forbi et lille, gult hus, de fleste kender som H. C. Andersens fødehjem, inden vi af vores kyndige rundviser bliver ledt ind på en stor byggeplads gennem en lille åbning i et to meter højt hegn.
Det er museumsinspektør for det nye H. C. Andersens Hus Henrik Lübker, der har taget os med på den anden side af hegnet, og han beskriver det som at træde ind i en anden verden.
H. C. Andersens eventyr viser jo netop, at der er mange forskellige perspektiver på verden
- Jeg tror ikke, at der er noget som helst omkring det her museum, der er klassisk museum, siger han, mens han står midt på byggepladsen og ser rundt på det igangværende arbejde.
Op af jorden skyder runde betonkonstruktioner med bølgende tage. Gennem byggepladsen bliver letbanens spor lagt. I midten rejser en enorm kran sig, og et seks meter dybt hul bryder betonkonstruktionen op.
Alt sammen skal om under et år give et færdigt og eventyrligt udtryk - museet forventes nemlig at åbne i midten af 2021.
Offentlig have leder til indgangen
Mens vi går over et tag støbt i beton, skal vi forestille os en have med høje træer, grønt bunddække og en eventyrlig følelse.
- Det kan godt være svært at forestille sig, når man står på byggepladsen i dag, men om under et år så står der altså en stor, offentlig have, som man skal bevæge sig gennem for at komme til museets indgang, siger Henrik Lübker, mens han viser os indenfor i den første runde konstruktion.
I forbindelse med indgangen kommer der også til at ligge en butik, som ligger med udsyn ud over resten af de runde kontruktioner.
På billedet herunder kan du selv gå på opdagelse i det nye H. C. Andersens Hus og læse om, hvad de forskellige bygninger kommer til at indeholde:
Et museum under jorden
To tredejdele af det nye musem ligger under jorden, og hurtigt efter man har været en tur i billetkontoret begynder derfor en nedstigning ned i dybet.
En 113 meter lang rampe leder ned til et åbent udstillingsområde, og undervejs bliver turen opbrudt af flere forskellige udstillinger.
Ti facts om det nye museum
- På mange måder bliver den her rampe et symbol på Andersens liv. Han var en forfatter, der beskrev, hvordan man altid er i en transformationsproces, men uden at man måske når helt i mål, siger Henrik Lübker og uddyber:
- Bevægelsen ned af rampen er en meget lineær fortælling, som fortsætter, at man er i bevægelse hele tiden. Det er et forsøg på at skabe en oplevelse for gæsterne, i stedet for bare at fortælle om H. C. Andersens liv.
Og for enden af rampen giver et stor viduesparti udsyn ud over det, der skal blive til museets sunkne have. Hør Henrik Lübker fortælle om idéerne bag den sunkne have her:
En hule med udstillinger
Fra rampen og forbi den nedsunkne have åbner der sig et nyt og mere åbent univers, hvor museets gæster i langt højere grad selv skal navigere rundt mellem udstillinger.
- I det her store rum, der på mange måder skal minde lidt om en hule, kommer vi til at iscenesætte H. C. Andersens eventyr på mange forskellige måder. Men vi arbejder primært med de kendte eventyr, fordi vi gerne vil starte med det folk kender, og så vise dem, at der er dybere meninger bag det, man kender, siger Henrik Lübker og tilføjer:
- H. C. Andersens eventyr viser jo netop, at der er mange forskellige perspektiver på verden.
Byggeriet midt i Odense udvikler sig hver dag, og derfor bliver vore vej gennem museet også noget besværet. For med el-installationer, der er ved at blive lagt i gulvet, betonramper, der er ved at blive støbt, vægge, der er under konstruktion, og gipsplader, der er ved at blive skåret, bliver vi ledt rundt og rundt i ring.
Vi ender dog det rette sted, hvor også en almindelig tur i museet kommer til at ende - ved H. C. Andersens fødehjem.
- Det sidste man kommer op til, det er mindet. Og det konkrete minde, vi har, det er selvfølgelig hans fødehjem.