Det lykkedes ikke for herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen at hjemføre OL-guld, da de søndag spillede finale i Wembley Arena i London.
De danske badmintonspillere må nøjes med sølv, efter at de tabte 16-21, 15-21 til de topseedede Fu Haifeng og Cai Yun. Kineserne var som frygtet en tand skarpere.
Sejren var til gengæld en forløsning for kineserne, som fik revanche for nederlaget i OL-finalen i Beijing for fire år siden, da de tabte til indoneserne Markis Kido og Hendra Setiawan.
Fu Haifeng og Cai Yun har nu OL-guldet til at supplere de fire VM-titler, de allerede har skrabet sammen. De er den mest succesfulde herredouble i historien.
Samtidig betyder sejren, at Kina vinder alle fem rækker i badmintonturneringen ved OL.
Det kan dårligt kaldes overraskende, eftersom Kina har gjort det samme ved de to seneste verdensmesterskaber.
Det er dog første gang i OL-sammenhæng, at en enkelt nation vinder alle guldmedaljer.
Danskerne var før finalen bagud 2-6 i indbyrdes opgør mod kineserne, som senest sejrede i semifinalen ved Denmark Open sidste efterår.
Mathias Boe og Carsten Mogensen kom hurtigt bagud i første sæt mod Fu Haifeng og Cai Yun, som bragte sig foran 11-6.
Danskerne begik lidt for mange fejl, og de havde svært ved at slå hul på den kinesiske defensiv.
Det ændrede sig i den efterfølgende fase, hvor Mathias Boe og Carsten Mogensen efter en række gode offensive aktioner kom på 12-12.
Desværre varede den gode periode ikke ved, og kineserne vandt sættet.
I andet sæt var danskerne godt med i begyndelsen, men herefter rykkede Fu Haifeng og Cai Yun til en 17-12-føring.
Mathias Boe og Carsten Mogensen kæmpede forbilledligt, men der var ikke noget at gøre.
Kineserne sikrede sejren på den anden matchbold, da Cai Yun slog bolden i gulvet.
Trods nederlaget kan de danske OL-debutanter se tilbage på en mere end godkendt turnering, hvor de overgik deres seedning til semifinalerne.
Dansk badminton henter to medaljer ved OL, eftersom mixed doublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen hjemførte bronze.