Susan er ikke den eneste - fejl på lønsedler kaster millioner af sig

Flere millioner er sendt tilbage i lommerne på fynboerne siden 2022. Susan Birkvald troede, hendes arbejdsgiver havde regnet rigtigt.

En hel række fejl i vagtplanen fik Susan til at tjekke, om lønsedlen stemte. Da fagforeningen blev opmærksomme på sagen, opdagede de fejl for over 30.000 kroner.

- Jeg blev mega overrasket over, at det var så mange penge, for jeg anede det jo ikke, siger Susan Birkvald.

Som social- og sundhedshjælper på et plejehjem er Susan Birkvald tilknyttet fagforeningen FOA. Og hun er ikke den eneste, der har oplevet store fejl på lønsedlen. 

Ifølge en ny opgørelse, som FOA har sendt til TV 2 Fyn, har fagforeningens arbejde med løntjek sendt næsten tre millioner tilbage til lønmodtagerne på Sydfyn siden 2022.

quote Det er et alt for stort problem.

Lone Smidt, næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation Fyn

I Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har de FOA som medlem, og herfra kommer der en klar opfordring til alle lønmodtagere:

- Det, man skal gøre, er at finde ud af, om lønsedlen er okay, siger næstformand i FH Fyn Lone Smidt og fortsætter.

- Hvis man undervejs kan se, at det ikke stemmer, skal man hive fat i sin tillidsrepræsentant.

Rod i vagtplanen afslørede fejl

Susan Birkvalds historie begyndte i 2021, hvor hun første gang opdagede, at der ikke var styr på det antal timer, hun lagde i sit arbejde.

- Jeg kontaktede min ledelse og sagde, at der var tastet forkert. Så rettede de det, men der blev ved med at være forkerte rettelser, fortæller Susan Birkvald, der endte med at være helt forvirret.

- Til sidst kunne jeg ikke finde ud af, hvad der var rettet, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Så det blev så rodet til sidst.

Susan Birkvald er uddannet social- og sundhedshjælper og arbejdede dengang som nattevagt på et sydfynsk plejehjem. Derfor var det FOA Sydfyn, som også tog hendes sag ind.

Og fejl på lønsedler er på ingen måde ukendt hos hverken FOA eller Fagbevægelsens Hovedorganisation..

- Det er et alt for stort problem. Det er cirka hver anden medarbejder, der oplever fejl. Fejlene er forskelligartede, men det er en alt for høj procentandel, der oplever det, forklarer Lone Smidt, der er næstformand hos FH Fyn.

Derfor er der også grund til, at landets lønmodtagere tjekker deres lønseddel oftere. Susan Birkvald blev i hvert fald overrasket, da FOA afslørede, at hun var gået glip af tusindvis af kroner siden sin ansættelse i 2011.

- Som udgangspunkt tror man jo bare, at det hele passer. Jeg havde været der i ti år og havde aldrig tjekket min lønseddel.

Hos FH understreger de, hvor vigtigt det er at tjekke lønsedlen. Derfor opfordrer Lone Smidt lønmodtagere til at være opmærksomme på fem pejlemærker i lønsedlen. Det kan du læse mere om i faktaboksen herunder.

Fem ting, du skal være opmærksom på, når du tjekker lønsedlen

Særligt ét sted går det galt

Lone Smidt understreger, at der er flere steder, hvor arbejdsgiverne tager fejl. Men særligt ved ancienniteten går det galt.

- Noget af det, vi hører, er, at det med ancienniteten går galt. Det er ikke altid, det følger automatisk med på lønsedlen, når man har været i en stilling i længere tid, fortæller hun.

Næstformanden opfordrer altså til at være ekstra opmærksom på, om man får det lønhop, der kan følge med at have været i en stilling over længere tid.

For Susan Birkvald var det ikke ancienniteten, den var gal med. For hende drejede det sig om, at hun i mange tilfælde ikke havde modtaget penge for overarbejde og afbrudt fridøgn.

Fakta om fridøgn

Fejlen betød, at Susan Birkvald var gået glip af 32.342 kroner, som hun intet anede om.

Hendes daværende arbejdsgiver var da også hurtig til at udbetale pengene, da FOA gjorde dem opmærksom på fejlene i februar 2023.

- Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg fik dem. Det er bare lækkert at have nogle ekstra penge, siger Susan Birkvald.

Da TV 2 Fyn spørger Susan Birkvald, om hun og lønmodtagere generelt er for dårlige til at tjekke sin lønseddel, kommer svaret hurtigt.

- Jeg tænker da, man generelt er for dårlig (til at tjekke lønsedlen, red.).

Men hun mener heller ikke, hun kunne have gjort mere.

- Hvis jeg ved, at jeg har haft en ekstravagt, så har jeg jo kigget, om den var på. Men lige præcis, hvad jeg skal have for det, har jeg jo heller ikke vidst. Det er ikke sådan, at jeg kender alle lønregler, siger Susan Birkvald.

Næsten tre millioner tilbage til fynboer

Siden 2022 er Susan Birkvald på ingen måde den eneste, der har oplevet fejl på lønsedlen.

I en opgørelse fra FOA Sydfyn tegner der sig et tydeligt billede af det problem, som Lone Smidt omtalte tidligere i artiklen.

Siden 2022 og til nu i november 2023 har fagforeningens løntjek sendt 2.826.095 kroner tilbage til lønmodtagerne.

Se den præcise fordeling i tabellen herunder:

Så store summer penge er ikke kun et problem for lønmodtagerne. Lone Smidt påpeger, at det også kan gøre ondt på virksomhederne.

- For langt de fleste arbejdsgivere er der en interesse i, at lønnen er korrekt. Det kan jo blive rigtig dyrt at udbetale engangsbeløb.

Hjemme hos Susan Birkvald er pengene endnu ikke gået til noget særligt, men hun har fået en masse god viden, som hun ikke er langsom til at dele ud af til familie og venner.

- Når jeg hører om nogen, hvor de er i tvivl, så siger jeg, de skal sende dem ind (til fagforeningnen, red.).

Oversigt

    Oversigt