Uvished om 1.700 børns skolestart: Det er utrygt, siger forældre

Om fem uger skulle 1.700 børn smække skoletasken på ryggen og begynde skolelivet. Men lige nu er der ingen afklaring på, hvordan det hele skal håndteres.

Første skoledag er forbundet med mange følelser for både forældre og børn. Det kan Kristina Lagoni, der er mor til Emily, skrive under på.

- Det er både spændende, men det er også forbundet med utryghed, siger hun om den nuværende situation.

Kristina Lagonis datter skal nemlig skifte fra børnehave til Holluf Pile Skolen, og det skift medfører en del spørgsmål.

I kalenderen er 1. marts dagen, hvor skolelivet for Kristina Lagonis datter skal begynde. Det samme gælder for 1.700 andre odenseanske børn, der står i samme situation. Det er den såkaldte forårs-sfo, der begynder den pågældende dato, men en afklaring på håndteringen af opstarten mangler stadig. Og det møder kritik.

quote Der er rigtig mange følelser forbundet med det her

Kristina Lagoni, mor til Emily

Bliver nødundervisning starten på Emilys skolegang? Kan hun overhovedet møde fysisk op på skolen? Eller skal hun forblive i sin børnehave?

Det er en række af de spørgsmål, som Kristina Lagoni sidder tilbage med. Og fem uger før det store skift har hverken kommune eller ministerium svarene på spørgsmålene.

- Jeg tænker, at der er rigtig mange følelser forbundet med det her. Vi har ikke kunnet få nogle meldinger om, hvordan det ser ud med den her skolestart. Vi har heller ikke kunnet besøge skolen eller få særlig mange informationer, siger Kristina Lagoni.

Politisk pres på en løsning

Marlene Ambo-Rasmussen (V), der er i Børn- og Ungeudvalget i Odense og partiets familieordfører i Folketinget, vil have en løsning på bordet snarest muligt.

- Jeg har ondt af forældrene. Der er mange frustrationer lige nu, og det her er bare ikke en af de ting, som de også skal håndtere, siger Marlene Ambo-Rasmussen.

Men er det ikke bare de vilkår, vi bliver nødt til at acceptere, når vi står midt i en pandemi?

- Det er vilkårene hele vejen rundt. Men allerede i marts måned fik vi den undersøgelse, der viste, at der var en masse tal på mistrivsel blandt børnene. Så vi ved, at det her bliver et helvede i forhold til tallene på mistrivsel, hvis vi ikke handler på det. Så det her skal simpelthen være en præventiv indsats.

Det kommer til at påvirke

Kristina Lagoni er ikke i tvivl om, at det kommer til at påvirke starten på hendes datters skolestart.

- Det er vores første barn, der skal begynde i skole, så det er lidt en stor ting. Hun har ingen anelse om, hvad der er på spil, så jeg tror mere, det påvirker os som forældre. Vi ville jo gerne tage hende i hånden og marchere ind første skoledag og aflevere hende personligt, siger hun.

- Jeg er helt overbevist om, at det kommer til at præge den måde, hendes opstart bliver. Og det kommer til at påvirke den måde, de kommer til at lære deres nye klassekammerater at kende.

Håber på en hurtig afklaring 

Kristina Lagoni har forståelse for situationen. Alligevel håber hun på, at der kan komme en hurtig afklaring, så de ikke skal gå rundt i det uvisse.

- Jeg håber simpelthen, at der kommer lidt mere styr på den her situation. Jeg håber på alle måder, at hvis det er trygt, at de kan få lov til at komme ordentligt ind på skolen. Specielt med fokus på det sociale aspekt. Jeg tror ikke på, at de er fortabte, hvis det ikke sker, men det er da at foretrække, at de kan møde hinanden, siger Kristina Lagoni.

Marlene Ambo-Rasmussen understreger, at det her er anden gang, hvor man skal håndtere en uvant skolestart. I første omgang var man ikke forberedt, men nu skal tingene se anderledes ud. 

- Nu er det ti måneder siden, at der sidst var en nedlukning, og vi stod med samme problematik. Nu skal vi altså have nogle løsninger på bordet, når sådan noget her sker, siger Marlene Ambo-Rasmussen.

Børn - og ungerådmand i Odense Kommune Susanne Crawley (R) forklarer, at hun godt kan se frustationen fra forældrenes side og sætter dato på en beslutning.

- Det ender med, at vi kommer til at tage en politisk beslutning i Odense Kommune. Så den skal udvalget tage, så vi er i gang med at udarbejde mulige scenarier til 2. februar, hvor der er udvalgsmøde igen, siger Susanne Crawley og fortsætter:

- Og jeg kan selvfølgelig godt se det fra en forældres synspunkt, at man gerne vil have noget afklaring, men det er nok sådan betingelserne i en corona-tid er. Vi har ikke været for langsomme, fordi vilkårene for at træffe en beslutning ændrer sig hele tiden, siger Susanne Crawley.

Oversigt

    Oversigt