Familierådgiver forlod Nordfyns Kommune - Familier har ikke fået den rette hjælp

Der er familier, som ikke har fået den rette hjælp. Det mener Bjarne Dalhøj, som sagde op efter 30 år som familierådgiver i kommunens familiehus. Han glæder sig over, at en oprydning nu er i gang.

Efter tre årtier som familierådgiver i Nordfyns Kommune, valgte Bjarne Dalhøj i september måned at sige sit arbejde op.

quote Der har været ting på området, som jeg tænker. Hold da op. Det har ikke været godt nok.

Bjarne Dalhøj, tidl. familierådgiver i Nordfyns Kommune.

Han var frustreret over følelsen af ikke at kunne hjælpe de børn og familier, som han som medarbejder i kommunens familiehus var ansat til at tage vare på.

- Der har været ting på området, som jeg tænker. Hold da op. Det har ikke været godt nok, siger Bjarne Dalhøj.

- Vi skulle klare alt internt i kommunen

Særligt oplevelsen af, at familiehuset skulle kunne varetage alle opgaver og behandle alle typer af problemstillinger, gav ifølge Bjarne Dalhøj anledning til frustrationer.

- På et tidspunkt, skulle man klare alting inde i Nordfyns Kommune selv. Der måtte ikke købes nogen ydelser ude i byen. Det var næsten lige meget, hvad det var, så skulle familiehuset kunne rette ind og gøre det, der skulle gøres.

- Det blev vi nødt til at sige, at det kan vi ikke.

- På den måde synes jeg, at vi har svigtet familierne ved nogen gange ikke at lytte til, hvad det er, de gerne vil have hjælp til, og hvorfor vil de have det, siger Bjarne Dalhøj.

- Når man begynder at gøre rent, så opdager man en masse skidt i krogene, og det, tror jeg, er det, der er sket i Nordfyns Kommune, siger Bjarne Dalhøj.

- Når man begynder at gøre rent opdager man en masse skidt i krogene

Bjarne Dalhøj har efter eget udsagn forsøgt at gøre opmærksom på problemerne, mens han stadig var ansat i familiehuset i Nordfyns Kommune. 

- Jeg har gjort opmærksom på - hvem er de vigtigste i vores arbejde? Det er familierne, og hvordan er det, vi når dem bedst muligt? Det, synes jeg, at jeg har gjort.

quote Når man begynder at gøre rent, så opdager man en masse skidt i krogene, og det, tror jeg, er det, der er sket i Nordfyns Kommune.

Bjarne Dalhøj, tidl. familierådgiver i Nordfyns Kommune.

Hvad er din reaktion på, at det først er nu, det er blevet hørt?

- Skide ærgerligt. Det må jeg sige. Det er børnene og familierne, jeg tænker på, og de har ikke fået den hjælp, de skulle have.

Derfor er han heller ikke det mindste i tvivl om, at et task force forløb sammen med Socialstyrelsens eksperter er den eneste vej frem, hvis Børn- og Ungeforvaltningen igen skal på fode.

Er det overhovedet nødvendigt, det her?

- Ja, det tænker jeg, at det er nu. Billedet med, at der skal gøres rent. Når man begynder at gøre rent, så opdager man en masse skidt i krogene, og det, tror jeg, er det, der er sket i Nordfyns Kommune, siger Bjarne Dalhøj.

Bjarne Dalhøj er nu i fuld gang med at etablere kontor og samtalelokaler i Bogense.

Jobbet som kommunal familierådgiver er skiftet ud med eget firma. Målet er fortsat at hjælpe familier og børn tilbage i trivsel. Nu blot i rollen som privat familiekonsulent.

Nordfyns Kommune leder efter ny direktør

Nordfyns Kommunes beslutning om at ansøge om hjælp fra Socialstyrelsen kommer efter, at mange dårlige sager fra kommunens børn- og ungeområde de seneste år har ramt medierne.

Sidste sommer førte historier om kursuskøb foretaget i strid med forvaltningsloven til afskedigelse af den daværende familiechef, Henrik Jacobsen, og lederen af Nordfyns Børne- og Familiecenter.

For to måneder siden indgik Nordfyns Kommune så en fratrædelsesaftale med direktøren på området, Ejner Jensen.

En aftale, som ifølge kommunen skyldtes uenighed om den fremadrettede strategi på børn- og ungeområdet. Nordfyns Kommune leder netop nu efter en ny Børn- og Ungedirektør.

Enighed om at søge om hjælp

Det er et enigt børn- og ungeudvalg i Nordfyns Kommune, der har besluttet at sende en ansøgning af sted til Socialstyrelsen om hjælp.

- Jeg synes, at vi sender et stærkt budskab ved at bede om hjælp. Det er stærkt, at man kan se, når man ikke er lykkedes på et område og nu beder om hjælp, siger Anja Lund, formand for børn- og ungeudvalget i Nordfyns Kommune. 

Hun erkender, at situationen, som den ser ud lige nu, kræver handling.

- Den er alvorlig. Den er jo så alvorlig, at vi har bedt Socialstyrelsens Task Force om hjælp. Vi har en bekymring for om det, vi gør, er det rigtige. Ellers havde vi ikke bedt om hjælp, lyder det fra udvalgsformanden. 

Får svar på ansøgning i december

Socialstyrelsens Task Force kan indgå samarbejde med fire kommuner årligt. Midt i december forventes der svar på, om Nordfyns Kommune bliver en af dem.

Kommunen håber, at et Task Force-forløb kan skydes i gang i januar eller marts. Sådan er forløb varer ét år og syv måneder. 

 

Oversigt

    Oversigt