Børneeksperter: Odense Kommune skulle have fjernet dreng fra plejefamilie

Både Red Barnet og Børnerådet kritiserer Odense Kommune for at have ladt otteårig dreng bo hos omstridt plejefamilie.

Efter et plejeforældrepar fra Odense er blevet meldt til politiet, har børne- og socialministeren krævet en redegørelsen fra Odense Kommune.

Nu retter en række børneeksperter kritik af kommunen for at have ladt den yngste dreng i en søskendeflok på fire bo hos plejefamilien, selv om de tre ældste var blevet fjernet i forbindelse med en tidligere retssag. 

- Det er et ganske alvorligt omsorgssvigt fra kommunal side, siger psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet til TV 2/FYN.

Lyt til børnene

I et anonymt interview stod den nu 16-årige "Mikkel" frem og fortalte, at han ville have ønsket, at politiet og kommunen havde lyttet til ham og hans søskende for mange år siden.

- Børnene siger, at der ikke blev lyttet tilstrækkeligt til dem. Det er vigtigt, at der bliver lyttet til børnene. Selv om det er udsatte børn, så skal man lytte til alvoren i det, de fortæller, siger Kuno Sørensen.

Det er tredje gang, at plejeforældrene er blevet politianmeldt. Første gang var i 2009, og i 2014 blev plejemoren frikendt i Retten i Odense efter en retssag, hvor en video af hendes overfusning af den dengang 12-årige "Mikkel" kom frem i medierne. 

 

Børnerådet: Tvivlen skal komme børnene til gode

Per Larsen, der er formand for Børnerådet, vil ikke kommentere den konkrete sag om plejeforældrene i Odense, men han er enig i, at tvivlen skal komme børnene til gode i sådan nogle sager. 

- Hvis man har den mindste smule mistanke, er det utrolig vigtigt, at man ikke prøver at gamble på nogen som helst måde og løbe en risiko, men sørger for, at barnet bliver anbragt under andre forhold, hvor det umiddelbart kan få tilfredsstillet de behov, der er for at få en ordentlig tilværelse, siger Per Larsen.

I 2013 fjernede Odense Kommune tre ud af fire søskendebørn fra den politianmeldte familie. Ifølge Odense Kommune er reglerne overholdt i forhold til plejefamilien.

Psykolog: Videooptagelser var nok til at fjerne børn

Kuno Sørensen mener dog ikke, at det er straffeloven, der skal være dommer over, om en plejefamilie er egnet til at passe på plejebørn.

- Det er ikke straffeloven, der bestemmer, om en plejefamilie er velegnet og har de kompetencer, der skal til at drage omsorg for udsatte børn. Det er serviceloven, det hviler på. Med de videooptagelser fra tidligere har det undret mig, at familien fik lov til at fortsætte, siger Kuno Sørensen.

Plejeforældrene afviser gennem deres talsperson, at der er hold i politianmeldelsen, og de ønsker ikke at kommentere sagen over for TV 2/FYN. 

Kommune: Vi reagerede prompte

Selvom kommunen tilbage i 2013 valgte at fjerne tre af de fire søskende, var det ifølge Odense Kommune efter reglerne, at den yngste dreng i søskendeflokken blev tilbage hos plejefamilen.

- Vi har ført en tæt og meget hyppig kontrol i familien med plejebørnene, og vi reagerer prompte, da vi får nye oplysninger i januar 2017, siger Morten Hansen, chef for familie og velfærd under Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune. 

- Da sagen rullede for første gang, blev der foretaget de vurderinger, der kunne og skulle foretages på daværende tidspunkt - også af eksterne parter. Vi har i perioden siden 2013 ført alle de lovpligtige tilsyn, der skal foretages, når børn er anbragt uden for hjemmet, siger Morten Hansen. 

 

Oversigt

    Oversigt