For tredje gang er et plejeforældrepar fra Odense politianmeldt for vold og trusler mod parrets plejebørn.
Politianmeldelsen fra Odense Kommune kommer fire år efter, at plejeforældrene for første gang kom i søgelyset, da mobiloptagelser viste plejemorens overfusning af en 12-årig anbragt dreng. Den nu 16-årige dreng står frem i et anonymt interview med TV 2/FYN.
- Jeg er glad for, at de har lyttet til os nu, men det skulle de have gjort for mange år siden. Mine søskende og jeg kunne have været skånet for meget, siger "Mikkel" til TV 2/FYN.
Video viste overfusning af 12-årig
Redaktionen er bekendt med "Mikkels" rigtige navn. "Mikkel" og hans tre søskende har tidligere boet hos familien. For fire år siden blev han og to af hans søskende fjernet fra familien - kun hans lillebror blev boende.
Plejebørnene flyttede fra familien i forbindelse med en retssag mod plejemoren i 2013, hvor videooptagelser af et voldsomt skænderi mellem plejemor og "Mikkel" blev offentliggjort i de danske medier.
Mine søskende og jeg kunne have været skånet for meget.
Debatten om plejemorens overfusning af drengen blev heftigt diskuteret i medierne af både politikere og eksperter. Plejemoren blev frikendt i Retten i Odense, da dommeren ikke mente, at der var tale om vold.
- Jeg håber på, at politiet undersøger det ordentligt, og at de laver en videoafhøring af os børn, der har været dernede, siger "Mikkel" til TV 2/FYN.
Svigtet og traumatiseret
Det er tredje gang, at plejeforældreparret anmeldes for vold.
I 2009 blev plejefaren første gang politianmeldt, og i politianmeldelsen fra januar 2017 skriver Odense Kommune.
- I henhold til de oplysninger, Forvaltningen har modtaget, vurderes det, at der som minimum er tale om, at plejefamilien har brugt helt uacceptable metoder for afstraffelse og opdragelse, og at børnene deraf er blevet svigtet, traumatiseret og har taget skade.
Jeg håber på, at politiet undersøger det ordentligt.
Otteårig lillebror fjernet fra plejefamilie
Hverken den fire år gamle video eller anmeldelser og advarsler fra børnenes biologiske forældre i henholdsvis 2009 og 2013 har fået Odense Kommune til at stoppe samarbejdet med plejeforældrene.
Odense Kommune har indtil begyndelsen af januar 2017 haft lillebroren til "Mikkel", som var offer for den filmede overfusning, anbragt hos samme plejefamilie.
Den nu otteårige lillebror er først i forbindelse med nye mistanker om vold og den deraf følgende politianmeldelse blevet fjernet fra plejefamilien, hvor han har været anbragt, siden han var helt lille.
Plejeforældrene afviser igennem deres talsperson, at der er hold i politianmeldelsen.