Presset på Langeland Kommune og særligt Børn,- Unge- og Socialforvaltningen, hvor Familieafdelingen hører under, er stort for tiden.
Og mens der i Familieafdelingen, som blandt andet håndterer kommunens børnesager, fra 1. april skulle sidde syv socialrådgivere, en socialformidler, en familiekonsulent, en faglig koordinator, en teamleder og en chef - er virkeligheden en anden.
Hvis situationen ikke ændrer sig, tror jeg ikke task force er en mulighed, og det er ærgerligt, for medarbejderne vil rigtig gerne udviklingen.
Flere har fornyligt sagt op og en chef er sygemeldt. Og det kan godt give grund til bekymring siger Mie Vode Moll, der er formand for Socialrådgiverne i Region Syd.
- Der er en risiko for, at kvaliteten i sagsbehandlingen påvirkes, selvom socialrådgiverne kæmper, alt hvad de kan. Men når de tilbageværende socialrådgivere skal løfte tidligere kollegaers opgaver oven i deres egne, er der risiko for eksempelvis manglende efterlevelse af juridiske krav eller manglende tid til involvering af børn og forældre. Udover de faglige risici medfører situationen også arbejdsmiljømæssige risici. Kommunen er derfor nødt til målrettet at arbejde med fastholdelse og rekruttering af medarbejdere. Jeg tror, de kan lykkes, hvis de skaber gode rammer for at bedrive godt socialt arbejde.
Flere sager til hver medarbejder
Mie Vode Moll taler ugentligt med flere medlemmer af Socialrådgiverforeningen og tillidsrepræsentanten i Familieafdelingen på Langeland og peger på, at medarbejderne lige nu arbejder rigtig hårdt for at håndtere de opgaver, de har.
- Når man som socialrådgiver sidder med mere end de 20-30 sager per medarbejder, vi anbefaler, kan det have konsekvenser.
Hun henviser til, at der er en risiko for, at man vil opleve socialrådgiverne som mindre tilgængelige, når de for eksempel skal reagere på sager akut, så er de ikke på kontoret til at kunne tale med borgerne.
Her mangler forvaltningen ansatte
En task force kræver medarbejdere
Ifølge Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), har kommunen anmodet om, at en task force fra Socialstyrelsen skal begynde arbejdet med udvikling og ensretning af sagsbehandlingen i efteråret 2022, hvilket efter planen sker.
Men med den forfatning, som Familieafdelingen er i lige nu, vil en task force med fokus på udvikling og ensretning ikke få den ønskede effekt, vurderer Mie Vode Moll.
- Der skal være et tilstrækkeligt antal medarbejdere og en ledelse til stede under analyse- og udviklingsforløbet at skabe den forandring som borgere, politikere og socialrådgivere ønsker.
Fra 1. april skulle der gerne sidde syv socialrådgivere og en socialformidler til at håndtere sagerne i kommunen, men virkeligheden er, at der er en socialformidler, tre socialrådgivere og en nyansat socialrådgiver.
- Hvis der ikke er nok folk, står vi tilbage med en bristet drøm om den familieafdeling, der kunne være skabt. Hvis situationen ikke ændrer sig, tror jeg ikke task force er en mulighed, og det er ærgerligt, for medarbejderne vil rigtig gerne udviklingen, fortæller Mie Vode Moll.
Søren Ramsing (R), der er formand i Børne- og skoleudvalget i kommunen er enig i, at der lige nu mangler ansatte i afdelingen.
- Vi skal have ansat de folk, der skal bruges. Vi skal helt klart op i gear igen, så vi kan håndtere det her pres og blive bedre.
- Kulturen skal ændres
Den seneste tids afsløringer har medført heftig debat om og kritik af Familieafdelingen og Langeland Kommune.
Kritikken lever i særdeleshed i medierne og på sociale medier, hvor adskillige Facebook-grupper blandt langelænderne fyldes af vrede og foragt over kommunen, politikerne og forvaltningen.
Og særligt kritikken af Familieafdelingen påvirker de ansatte, siger Mie Vode Moll, som taler med dem jævnligt.
- De er bekymrede for, at den manglende tillid gør, at det forebyggende arbejde bliver vanskeligere. Socialrådgiverne er dybt afhængige af, at børn og forældre kommer og beder om råd og vejledning - søger indsatser der er store som små.
Hun peger på, at det kan få vidtrækkende konsekvenser og føre til dårligere sagsbehandlinger, når det forebyggende arbejde måske bliver forhindret af mistillid.
Bag noget af kritikken står Søren Ramsing, som har udtalt, at han ønsker, at der skal ses på godt 60 sager for at vurdere om nogle af dem bør genåbnes efter tvivlsom sagsbehandling.
Han mener samtidig, at der generelt er brug for at sende nye signaler.
- Kulturen skal ændres. Vi skal ind og have ansat en leder, som bliver den centrale skikkelse og den nøgle, vi skal bruge til at rette op på det her i Familieafdelingen. Det er i mit hovede helt centralt for at gøre den til et velfungerende sted.