Russisk olietanker forsøgt standset ud for Langeland
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Lørdag morgen prøvede Greenpeace-aktivister at stoppe en russisk olietanker ved Langelands kyst. Dansk farvand er fortsat åben for russisk skibstrafik.
De danske farvande er fortsat åbne for russiske skibe, og lørdag morgen forsøgte 15 aktivister fra Greenpeace at blokere vejen gennem Østersøen for en 250 meter lang russisk olietanker.
Aktionen fandt sted ud for Langelands kyst, og håbet var at spærre vejen med kajakker, gummibåde og svømmere og få olietankeren SCF Baltica til enten at kaste anker eller vende om.
Politisk pres for dansk enegang mod russisk olieeksport
Trods kritik bliver russisk olie fortsat omlastet i dansk farvand. Koncern, der er dømt for levere brændstof til Syrien, medvirker til omlastning.
Tirsdag morgen sluttede endnu en omlastning af russisk olie i dansk farvand. Ud for Frederikshavn blev omlastet olie til en værdi af flere hundrede millioner kroner, som nu er på vej videre ud i verden.
Det skete på trods af kritik imod, at Danmark og danske virksomheder på den måde assisterer den russiske olieeksport, imens Rusland fører krig mod Ukraine.
Nu tegner der sig et politisk pres på tværs af Folketinget og uden om regeringen, for at Danmark skal gå enegang og forbyde den type omlastninger, hvis det ikke er til at få en europæisk aftale.
Blandt andre Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Petersen:
- Det er mest effektivt, hvis det er noget vi kan gøre i fællesskab, men hvis det ikke kan lade sig gøre, så synes jeg, at vi skal gå enegang, siger Torsten Schack Petersen.
Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, opfordrer også regeringen til at handle:
- Vi skal ikke hælde penge ned i Putins krigsforbrydelser, og det er fuldstændig absurd, at regeringen ikke har ryddet op i det for længst, siger Eva Flyvholm.
Derudover er SF, Nye Borgerlige, Frie Grønne og Alternativet åbne for at gå enegang i Europa med et dansk forbud. Også de seks tidligere DF-medlemmer, der nu er løsgængere i Folketinget, bakker op om kursen.
36 procent af Ruslands indtægter
For to uger siden kunne TV 2 fortælle, at flere danske lodser i det statsejede lodsfirma Danpilot ikke længere ønskede at hjælpe med den russiske olieeksport i dansk farvand.
- Det er jo værnemageri, hvis man virkelig skal sætte den på spidsen. Vi hjælper jo til, at krigsmaskinen i Rusland kan fortsætte, sagde Bjarne Cæsar Skinnerup, der arbejder for Danpilot.
Ruslands olie og gas eksport udgjorde i 2021 36 procent af statsbudgettet ifølge Reuters. Det er – ifølge TV 2’s udregninger - omkring 3,5 procent af den russiske olieeksport, som bliver omlastet i Aalbæk Bugten ud for Frederikshavn.
Udover at danske politikere har opfordret danske virksomheder til at stoppe deres forretning, som assisterer russisk olieeksport, har den ukrainske ambassadør i Danmark også kritiseret fortsatte danske erhvervsinteresser i russisk eksport:
- Stop jeres aktivitet med Rusland, ellers vil blodet fra de ukrainske børn også være på jeres hænder, sagde ambassadør Mykhailo Vydoinyk i et interview med TV 2 i sidste uge.
- Vi støtter helhjertet op om Ukraine
Efter TV 2s historie har slæbebådsfirmaet Svitzer, som er en del af Mærsk-koncernen, meldt ud, at de ikke længere vil hjælpe til med operationerne.
Svitzer er dominerende på det danske marked, så den seneste omlastning er i stedet foregået med hjælp fra en norsk og en tysk slæbebåd.
Det er det danske shippingagentur SDK Shipping, som har organiseret den seneste omlastning af russisk olie i dansk farvand. Omlastningen skete imellem skibe, der sejler under græsk og maltetisk flag.
SDK Shipping er en del af den samme koncern som Dan-Bunkering, der har hovedkontor i Middelfart. I december blev virksomheden dømt for at ulovligt at have leveret brændstof til russiske kampfly, der støttede Assad-regimet i krigen i Syrien.
Administrerende direktør i SDK Shipping Lars Jespersen skriver i en mail til TV 2, at SDK Shipping ikke har noget tilfælles med Dan-Bunkering ud over at have den samme ejer. Han understreger derudover, at SDK sympatiserer med det ukrainske folk:
- Vi (…) respekterer og overholder alle gældende sanktioner. Vi støtter helhjertet op om Ukraine og ønsker at lægge afstand til den russiske aggression, skriver administrerende direktør Lars Jespersen.
Han pointerer, at de ikke har direkte samhandel med russiske parter.
- Desuden kan jeg oplyse, at SDK Shipping ikke indgår nye forpligtelser og opsøger ikke nye engagementer, men arbejder aktivt på at afslutte også indirekte handelsrelationer, hvor der indgår russisk olie. Vi er dog i få tilfælde kontraktligt forpligtet af tidligere indgåede aftaler, skriver Lars Jespersen i en mail til TV 2.
TV 2 har spurgt Lars Jespersen om den seneste omlastning i dansk farvand var en operation, som de var kontraktligt forpligtet til af en tidligere indgået aftale. SDK Shipping har i sit efterfølgende svar ikke oplyst, hvornår aftalen om den omtalte omlastning blev indgået.
- Moralske dommere
Udover SDK Shipping har virksomhederne L og N Supply Ships og Saga Shipping leveret ydelser og materiel til omlastningen i Aalbæk-bugten. Ingen af dem ønsker at udtale sig til TV 2, men i et interview med Nordjyske har direktør i Saga Shipping Peter Møller understreget, at man overholder reglerne:
- Der er jo mange, der hurtigt bliver moralske dommere. Men vi skal huske, at der er nogle myndigheder, som skal tage en beslutning om, hvad vi må og ikke må, siger Peter Møller til Nordjyske.
Der er for nuværende ikke noget forbud mod omlastning af russisk olie i Danmark.
For to uger siden oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at Danmark arbejder aktivt for at EU samlet besluttede at lukke sine havne for russiske fartøjer. Det er endnu ikke lykkedes.
Men en række partier åbner altså nu for at gå enegang, selv om de fleste partier understreger at en fælles europæisk beslutning ville være at foretrække.
Alternativets Torsten Gejl opfordrer eksempelvis til en runde mere for at skabet fælles EU-forbud, men ellers "så mener jeg, at Danmark selv bør indføre et forbud imod omlastningerne".
Signal om samlet EU
Partierne, der åbner for et forbud uden om EU, udgør samlet 81 mandater i folketinget. Der er dertil flere ubekendte som de nordatlantiske mandater og flere løsgængere.
Andre partier er mere skeptiske mod at gå enegang i Europa. Heriblandt Radikale Venstre, hvor udenrigsordfører Martin Lidegaard dog ikke helt vil afvise dansk enegang:
- Hvis man skulle gøre det unilateralt, så skulle man være 100 procent sikker på, at det ikke bare blev et slag i luften, siger han.
Forbud vil gøre omlastning mere besværligt
Hvis Danmark lavede et forbud mod omlastning af russisk olie i dansk farvand, så ville omlastningerne stadig kunne foregå andre steder. Men forbuddet ville ikke være uden betydning, fortæller en forsker fra Forsvarsakadamiet.
- Det ville ikke gøre omlastningerne umulige, fordi de kan gennemføres i internationalt farvand, men det ville gøre dem mere besværlige, fortæller Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der blandt andet forsker i havret på Forsvarsakadamiet.
Rent juridisk ville Danmark sagtens kunne indføre et forbud uden at komme i karambolage med international ret.
- Vi kan ikke hindre fri passage gennem vores stræder, så længe vi ikke selv er i direkte krig med Rusland, men Danmark kan godt beslutte at der ikke må foregå omlastning af russisk olie i dansk farvand, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Men i et svar til TV 2 fastholder erhvervsminister Simon Kollerup (S), at man er nødt til at få hele EU med for at stå stærkest:
"Det viser den her sag også helt tydeligt. For faktum er at, hvis vi går enegang i Danmark, så kan skibene omlaste olie i landene omkring os eller kan flytte omlastningen ud i internationalt farvand, som dog stadig er tæt på de danske kyster. Og så er vi lige vidt.”
Det lykkedes ikke, og tankeren sejlede blot uden om de 15 aktivister og fortsatte sin rute fra den russiske havn Vysotsk mod Antwerpen i Belgien.
- Vi er nødt til at stille os i vejen for trafikken af russiske fossile brændsler, indtil vores politiske ledere sætter en stopper for den. Mens ukrainerne lider under blodig bomberegn, og modige russere trodser regimets trusler for at gå på gaden og kræve fred, så fortsætter Europa med at putte penge i Putins krigskiste. Tanker-trafikken gennem Danmark udstiller, at vi er så fossilt afhængige, at trods utallige sanktioner er alle i EU hver dag med til at finansiere krigen. De må hurtigst muligt sikre os konfliktfri, grøn energi, siger Mads Flarup Christensen, der generalsekretær i Greenpeace Norden, i en pressemeddelelse.
Ifølge Greenpeace sejler SCF Baltica med 85.000 tons fyringsolie, der har en markedsværdi på 390 millioner kroner.
Frustrationen i havnen
Den russiske skibstrafik i danske farvande er ikke blevet begrænset siden invasionen af Ukraine. Der er fortsat ingen sanktioner - som der for eksempel er med lufttrafikken - og det er derfor tilladt for russiske skibe både at sejle gennem danske farvande og anløbe danske havne, uden de kan nægtes adgang.
Tidligere lagde et russisk fragtskib til i Assens Havn til stor frustationen for kommunens borgmester.
- Det er ikke morsomt for nogen at få et russisk skib på besøg. Vi er gerne fri for alt, der kan associeres med staten Rusland, sagde Søren Steen Andersen (V) dengang til TV 2 Fyn.
Derfor efterlyste han og brancheorganisationen Danske Havne muligheden for at afvise russiske skibe.
Dagbog fra en ukrainer:
- Jeg kunne løbe ud i haven og skrige
Ved henvendelse til Transportministeriet blev TV 2 Fyn sendt videre til Udenrigsministeriet. Her fortalte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en skriftlig udtalelse den 9. marts , at regeringen er klar til at gå videre med sanktioner mod Rusland.
- Jeg arbejder aktivt for, at EU tager en fælles beslutning om at udelukke russiske skibe fra vores havne. Det har jeg også taget op med mine EU-kollegaer. Det vil i sagens natur være en vidtgående beslutning, som kræver nøje forberedelse. Derfor er det ikke noget, man bare lige gør. Men vi presser på fra dansk side, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.
Der er endnu ikke blevet enighed om fælles sanktioner.